Skagfirðingabók - 01.01.1985, Side 50
SKAGFIRÐINGABOK
ísafjarðardjúp. Greinilega hefur Árni haft augastað á honum
sem skólastjóra væntanlegs Varmahlíðarskóla.
Þó að reynt hafi verið að halda pólitík utan við skólahugsjón-
ina, var það samt svo, að pólitískur rígur kom fram þar eins og í
mörgum öðrum málum í Skagafirði á þessum tíma. „Sjálfstæðis-
menn gerðu allt til að tefja málið (þ. e. skólamálið) og drepa því
á dreif,“ segir Steingrímur Steinþórsson í ævisögu sinni (167). I
minningargrein Gísla Magnússonar um Árna er einnig kveðið
nokkuð fast að orði:
Pólitísk öfl innan sýslu, eigi framsýn né héraðsholl, fengu
því ráðið, illu heilli, að lagðar voru árar í bát og skólinn
eigi reistur — þegar bezt gegndi (Isl. þættir Tímans, 22.8.
’69).
Á annan hvítasunnudag, 23. maí 1983, voru hundrað ár liðin
frá fæðingu Árna í Vík. Daginn áður komu saman afkomendur
hans og tengdafólk í Varmahlíðarskóla, ásamt nokkrum gest-
um. Við það tækifæri var skólanum fært að gjöf málverk eftir
Sigurð Sigurðsson af Árna Hafstað. Gefandi var Skagfirðingafé-
lagið í Reykjavík, en formaður þess, Gestur Pálsson, afhenti
Páli Dagbjartssyni skólastjóra málverkið. Var þetta tignarlegur
virðingarvottur við minningu Árna og starf hans í þágu Varma-
hlíðar.
VII
Eftir að Árni brá búskap var hann áfram í Vík á heimili Hauks
sonar síns og Áslaugar eiginkonu hans og vann að bústörfum
eftir því sem heilsa leyfði. Allmörg síðustu árin var hann nær
blindur. Stytti hann sér þá oft stundirnar með því að prjóna, en
það hafði hann lært ungur. Hann hélt andlegri reisn sinni og
vöku fram undir það síðasta. Margir urðu til að heimsækja hann
í stóra herbergið í norðausturhluta hússins, börn hans, barna-
börn og aðrir vinir. Sr. Gunnar Gíslason alþingismaður í
48