Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Side 64

60
Rugman underprikkede hialm- var en fejllæsning, saa at sidste linje
skulde gengives:
[hjalm-]*tamr framSi.
Men ogsaa rettelsen hialmur til hilmir er mistænkelig, da den stavelse,
som skal gentages, plejer at staa paa den første trykstærke plads i linjen.
En anden ganske usikker mulighed:
en *hjalmum hjalm-s[alm]
♦hjalma frarnSi [grand-almr]
‘krigeren (hjalma grand-almr) frembragte en »hjelm-salme« (salmr brugt
i kenninger for den larmende kamp, jfr. nærv. digt 13 a, 37 b) mod
hjelmene’.
Vers 13 a og b
(teksten s. 35).
Versemaalet kaldes i haandskriftet »teg dropo hottm, d. v. s. normali-
seret tegdrQpo hQttr eller tegdråpu håttr. Ordets første led skrives i andre
kilder tøg- (Den store saga om Olav den hellige 47410), tgg- (Hkr. II
397 v. 1., Skjdigtn. I A 324 v. 1.), ta/g- (SnE 1931 14516 = Skjdigtn. I
A 324), taug- (SnE I 408 note 12), tog- (Den store saga om Olav den
hellige 47410 v. 1., SnE 1931 24320 2441. 15 17 24913, Flat. II 306). Den
delabialiserede form teg- og skrivemaaden tøg- i et haandskrift, som i
hovedsagen rigtigt skelner mellem ø og g, viser at som normalform bør
sættes tøg- (ikke tQg-).
Hos de ældre skjalde (Sighvatr, Skjdigtn. I A 248—51; Dorarinn lof-
tunga, Skjdigtn. I A 322—24) finder man at a-linjen i dette versemaal
har forskellige former, idet den snart er udstyret med halvrim (ut
élitinn), snart er der intet rim (Knutr er und solar). Det samme synes
at være tilfældet i nærv. vers, hvor to af tre intakte a-linjer har rim
(réd byr-fø/dir; pjod lofar })al rad), medens det mangler i én (f>at er um
hilmi). I Håttatal er der foretaget en systematisering, saaledes at verse-
maalet spaltes i tre: vers 68 og 70 har halvrim i de ulige linjer (dog ikke
i omkvædet 68S hvor helten nævnes: Fremstr vard Skuli; her har tra-
ditionen fra de gamle skjaldes omkvæd Knåtr var und himnum og
Knutr var und solår gjort sig gældende); vers 69 har intet rim i disse
linjer.
Håttatalskommentaren (SnE I 682—86) skelner mellem tøglag eller
tøgdrdpulag, hvormed menes selve versets form, og tøgdråpuhåttr, hvor-
med menes at et i tøglag digtet kvad er forsynet med spaltet omkvæd
(som i Sighvats kvad, hvor en strofe begynder med linjen Knutr var
und himnum, en sætning som først fuldføres i slutningen af en anden
strofe: hQfudfremstr jgfurr). Saafremt nærv. to vers har været digtet i
tøgdråpuhåttr i Håttatals betydning, har den tabte 1. 1 i 13 a været en
ufuldstændig sætning, hvis afslutning har staaet i 13 b 1. 8.
Helten har vistnok været Hjalte, se nedenfor.