Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 68

64
hvitr broddr er imidlertid ligesaa sjælden som hvit rit er hyppig (jfr.
vers 5 b). Da S har ritar huijtar er det tydeligt at disse to ord hører
sammen, og rit har altsaa kunnet bøjes som en o-stamme, piur. ritar.
Derimod er der ingen sikker hjemmel for, at det har kunnet være en
i-stamme (jfr. F. Jénsson: Skjaldesprog s. 65).
Vers 15 a og b
(teksten s. 24).
Versemaalet kaldes i afskrifterne håhent. Det genfindes i Håttatal 75,
hvor det kaldes nåhent. Den sidste form er aabenbart den rigtige, medens
den første skyldes fejllæsning. Navnet nåhent er givet med tanke paa
linjer som mordalfs skjalfa, gedvangs strangri, baugnjotr grjoti, hvor de
to rimstavelser (hendingar) staar ved siden af hinanden. Saadanne linjer
staar i nærv. vers af og til (jfr. ogsaa 12 a og b, hvor linjeformen er den
samme); derimod gennemføres de i Håttatal 75 systematisk i alle b-linjer.
Helten er Hagbarhr, se foreg. vers.
15 a. Der er ingen varianter.
L. 3 lyder alldr klifs æpplis; det sidste ord skal imidlertid være epli
(SE), da det styres af verbet råda. Da linjen mangler rim, har Kock
NN § 3117 foreslaaet at sætte aldin i stedet for epli. Men et rim ahl: ald
(to identiske stavelser) er næppe tilladeligt, oven i købet i en linje, der
helst skulde have halvrim. Desuden forekommer der ganske vist i vers
12 og 15 b-linjer som [hild]frækn vildi, stalldræpt snjgllum, men hverken
vers 12 eller 15 eller Håttatal 75 kender nogen a-linje med denne rytme.
En a-linje som aldrklifs aldin kan derfor næppe godkendes. Endelig
hedder aldin i dativ ikke aldin, men aldini, en form som ikke kan bruges
her (man maatte da af hensyn til versemaalet indsætte en synkoperet
form *aldni). Den rigtige løsning turde snarere være den, at der mangler
et ord i slutningen af linjen, som da kunde have lydt aldr-klifs epli
[heldr]. Det forstærkende heldr hører da til hgrdu 1. 1 eller til njjtr 1. 4.
4 zjfa ændres af FJ til fjtum, men den overleverede form kan godt
beholdes (saal. SE, Kock NN § 2073). »Da 38 a har gramr pjodar og
33 a konungr ferdar må g ta gramr også kunne bli stående« (A. Holts-
mark).
5 marg snill ændres af FJ til margsnjalls og henføres til mordalfs
(derimod indsætter SE dativ: margsnjollum mordålf). Den senislandske
form snjall ved siden af snjallur (< snjallr) kan næppe paavises i gammel
tid (vers 38 a3 skrives sniallur); hvis det var tilfældet, kunde man nøjes
med at indsætte et a:margsnj(a)ll, og henføre ordet til myll (saal. LP1
under myll). A. Holtsmark gør opmærksom paa, at der findes nynorske
former (snell Telemark, snedlhøyrd Sogn), som maa gaa tilbage til en
gammel ubrudt form *snellr; det kunde minde om snill her. Men FJ’s
konjektur bør utvivlsomt foretrækkes.
6 mordalf(s> JS2, FJ.
i