Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 72

68
Vers 20 a og b
(teksten s. 25—6).
Versemaalet kaldes i overskriften redran hin minni, hvortil svarer i
overskriften til vers 28 refrunur hin mæiri. Det er tydeligt at redrun
og refrunur er det samme; som ordets rigtige form har allerede JS1
og SE antaget refrun. I Håttatal bruges derimod navnet refhvgrf. Nærv.
vers svarer til en minstu refhvgrf i Håttatal 22.
Helten er en dansk konge (konungr Jota) ved navn Harald, utvivlsomt
Harald hildetand.
20 a. Varianter: 1 gorva S, giorva U.
3 sigrs har FJ ændret til sig s. Berettigelsen af denne ændring er tvivl-
som, da sigr, i hvert fald som første sammensætningsled, kan have be-
tydningen ‘kamp’ (se i LP2 f. eks. sigrgædir, jfr. nærv. digt 18 b sigr-
stijrir). Jfr. Bugge: Helge-digtene s. 111.
5—8. Skønt disse linjer i hovedsagen er lette at tolke, volder det
syntaktiske forhold vanskeligheder, særlig det lille ord en i 1. 6. De
ældre tolkninger, som tog en ud og satte det ind i en anden sammenhæng,
kan ikke være rigtige. Kock NN § 1160 har halvverset i denne form:
Pegn gråstobi griSar
(gnast hlifb) enn brå fpstu,
hjaldrgpgl nutu hildar
(hvit) svprt i dyn ritar.
Hertil bemærkes i NN § 3197: »Det avslutande adverbialet i dyn
ritar fores kanske båst till den forstå satsen«.
I denne tekst er der enkelte ændringer, der er overtaget fra forgæn-
gerne. Utvivlsomt rigtig er hvit svgrt 1. 8 (SE) for huijtt suart. Unødven-
dig er gridar 1. 5 (SE) for grijda (den analoge kenning i vers 6 b er
flagda gråstod, ikke flagds). Meget tvivlsom er pegn 1. 5 (FJ) for puij ad
(= normaliseret pvi at eller pvit).
Kock oversætter den første sætning: »Jalten avbrot åter fastan | for
jåttinnans gråa fåle«; enn opfattes altså som adverbium. Imidlertid kan
der nævnes mange linjer, der har en(n) i samme stilling i linjen, f. eks.
hjgrregns, en två vegna Islendingadråpa 20; øx reid, en sveif sidan (5låfs
drapa Tryggvasonar 17; fleygards, en hjå deyja Plåcitusdråpa 12; mdl-
gggn, en lid pagni LeiSarvisan 2. I alle disse tilfælde (og talrige andre)
er en(n) en (tryksvag) konjunktion. Det synes da tvivlsomt, om det
gaar an i nærv. linje at opfatte det som et (trykstærkt) adverbium.
A. Holtsmark foreslaar at opfatte en som hann (se nærmere s. 113).
Dette vilde give en god tekst:
j)vi at grå-stoSi griba
(gnast hlifb) *hann brå fpstu,
hjaldr-gpgl nutu hildar
(*hvit) »svprt, i dyn ritar.