Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 74
70
for ‘pilene’. Sml. Jomsvikingadråpa 27: almr sparn af sér odda, og
nærv. dikt 32 b: almr sparn hart til hjalma \ hvassoddadastom brodde.
‘Pil’ heter Geisli 17 almreyr ‘buesiv’; samme billede har vi nærv. dikt
39 b benstQrr, der stgrr betyr ‘star’, ‘carex’ (se nærmere s. 94—5). Planten
tins på Orknøy. Med boga som kjenneord må gresset bli ‘pil’, sml. alm-
reyr. Dativen beholdes, som instrumental dativ til sperna: ‘den spente
bue sparket til sårene med buestargressene’«.
5 en, som Rugman i S har tilføjet over linjen, kan let udelades
(saal. KG Njåla II 883, FJ.).
Vers 21 a og b
(teksten s. 26).
Versemaalet kaldes sextanmælt. Det genfindes med samme navn i
Håttatal 9.
Helten kaldes Hringr (se nedenfor). Hermed menes uden tvivl SigurSr
hringr, som i Bravallaslaget kæmpede mod Harald hildetand (vers 20 ab
handler om Harald); han kaldes snart ved sit fulde navn, snart blot
Hringr (se Linds Dopnamn i slutningen af artiklen Hringr og særlig
Spgubrot, udg. i Spgur Danakonunga). Jfr. ogsaa Vplsunga saga s. 117.
21 a. Varianter: 1 higgost S, hiuggust U (det sidste er det rigtige).
1 Hringr maa efter alle analogier være et personnavn. Oprindelig
maa der efter Hringr have staaet et verbum som vå el. lign., men det
blev erstattet med brast, fordi man troede at linjens første ord var det
velkendte appellativ hringr i betydningen ‘sværd’ (jfr. f. eks. 1. 7 brast
hjQrr). Rugman har i S over Hringr skrevet »Gladius«; alligevel over-
sætter han i U Hringr brast »Arcus sonuit«.
8 sveita (i S skrevet med tt) beholdes af SE og Kock NN § 2074, da
man har flere eksempler paa at drifa konstrueres upersonligt med dativ
(f. eks. biodi, laudri, hagli dreif). FJ har ændret til sveiti, nom., vistnok
efter 20 b4, men »syntaxen betingas dar av verstekniken (attributet
heitr kan ej utbytas mot heitum)« (Kock).
21 b. Varianter: 1 sæfost S, sæfdust U; 3 ra/rt S, raut U (i begge til-
fælde har U det rigtige).
6. Linjen minder meget om 20 a6.
Vers 22 a og b
(teksten s. 26).
Versemaalet kaldes nufo hottr, normaliseret nåfu- eller hnufu-hgttr
(-håttr). Det forekommer ikke i Håttatal; derimod dukker det igen op
i de senmiddelalderlige islandske håttaluklar (Måriulykill 18, fsl. miiS-
aldakvæSi II 216; Håttalykill Lopts 5 og 31, Småstykker s. 220 og 238).
Det ejendommelige for versemaalet er omkvædet, der ser ud som en