Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Side 92

88
for ‘piler’ om vi tenker på historien om Hplgatrpll i Jomsvikingasaga —
vel kjent på Orknoy på Bjarne biskups tid iallfall; det floy piler ut av
hver finger på henne, heter det«. Eller skdds1! (hagl skods ligesom f. eks.
hregg benvargs).
å S, sikkert rigtigere end i. Se LP2 å A 2.
5 Soon, rigtigt soen (saal. U); soknbjartr »prælio splendidus . . . vel
virtute bellica illustris« LP1 (anderledes LP2: »munter i kamp, kamp-
glad«).
6 sværz er, som Rugman har set i U, fejl for sværd (normaliseret
sverd); den gamle skriver har tankeløst opfattet snyrtir sværz som en
krigerkenning (ligesom hjgrva snyrtir Rekstefja 26).
7 hærscra gengiver JS1 uden bemærkning som horskra, og dette er
sikkert ogsaa det rigtige.
34 b. Varianter: 3 hogs i hausum S, haugs i husum U.
2 hardr henføres af FJ til hjaldrkyndill, derimod af Rugman (se
kommaerne i S og U), SE og Kock (NN § 1163) til brandr; det sidste
er mere tiltalende. Jfr. i Håttatal 25: bjor forn er pat.
3 U’s læsemaade haugs kan se bestikkende ud; Ijds haugs »lumen
tumuli, gladius« (LP1) er ganske vist en enestaaende kenning, men
kan forklares ved at henvise til sværdet Tyrfing, som skinnede i højen
hos sin døde ejermand, »alir . . . utan eldi sveipinn« (HeiSreks saga
s. 29, 111), saaledes NN § 491. Det er en nærliggende forestilling, at
højboens sværd virkede som et lys for ham. Fortællingen om Hjørleif,
som i et underjordisk rum træffer en mand med et straalende sværd
(Landnåmabok 1925 s. 5), kan ogsaa sammenlignes. Imidlertid har S
ikke haugs, men hogs (= hgggs), og dette er maaske den rigtige læse-
maade. »Skalden har her moret seg med å variere et bestemt billede
i sverdkjenningene, ‘kampens, sårenes lys’: hjaldrkyndill, hildar kerti,
benlogi; i denne sammenheng passer hgggs Ijds godt, haugs Ijos faller
utenfor rammen« (A. Holtsmark).
hausum SE, konjekturen bekræftes ved S.
Vers 35 a og b
(teksten s. 31—2).
Versemaalet blev ikke angivet i det gamle haandskrift. Det er i hoved-
sagen det samme som alhneptr hdttr i Håttatal 78 (jfr. KG: Efterladte
skrifter II 84—86). Medens strofen i Håttatal gennemfører en linje paa
fire stavelser med helrim i alle linjer, forekommer der i nærv. vers
længere linjer, og de ulige linjer har som regel halvrim. Tillige har nærv.
vers dobbelte refhvprf i 1. 4 og 8 ligesom Håttatal 19.
Helten er Knud den store (f 1035). Han nævnes umiddelbart efter
sin fader, Svend tveskæg, men derved faar han en forkert plads i den
norske kongerække; han kommer til at staa foran Olaf Tryggvason,
som døde ved den tid da Knud blev født.