Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Page 31

XXIX
Ord med assimilationen þt>tt skrives meget ofte med ðt, fx ‘dauðt’
45ral 1 (II 45.2), ‘eyðt’ 54ra27 (II 136.9), ‘fæðt’ 7rb25 (I 57.10) osv.
Denne skrivemáde kan næppe tages som vidnesbyrd om skriverens ud-
tale, snarere om hans ideer om etymologisk retskrivning. Muligvis
gælder det samme om ordene dýrka og dýrligr, som overvejende skri-
ves med ð, fx ‘dyrðkit’ 15vb22 (I 149.16), ‘dyrðkum’ 15vb23 (I
149.17), ‘dyrðlig/7’ 64va8 (II 234.4) osv.
For intervokalisk/skrives enkelte gangefu, navnlig i linjeudgang.
Adjektivet hár skrives med/i bojningsformer der begynder med vo-
kal, fx ‘háfan’ 14va30 (I 136.20) osv.
Der skrives pt og undtagelsesvis ppt i alle ordformer hvor t hprer til
stammen, men derimod ft i verber hvor t er en endelse i præteritum
participium.
Verbet prófa skrives med/i ‘profaðiz’ 7val9 (I 59.9), men med v i
‘provoz’ 27va36 (I 268.17, fejl for ‘friovaz’).
For spirantisk g er der temmelig ofte skrevet gh, báde inde i linjen
og i linjeudgang, oftere i udlyd end i indlyd. Lydforbindelsen ng skri-
ves ogsá tit ngh. I begge tilfælde er et enkelt g dog det almindeligste.
Det ser ikke ud til at det har været skriverens hensigt at markere for-
skel i lydværdi med skrivemáden gh, og forekomsten af gh i Codex
Scardensis og AM 653a 4to, i den tekst der i begge disse hándskrifter
er afskrevet efter AM 239 fol., viser at denne skrivemáde ikke er opta-
get efter skriverens forlæg.3
Palatalisering af g og k foran æ er ofte markeret med i efter klusilen,
fx ‘mgiætum’ 3ra7 (I 15.2), ‘giæti’ 6va7 (I 48.1), ‘giær’ 19va8 (I
185.9) , ‘kiæRa’ 3vb7 (I 21.10), ‘skiæð/r’ 30vb25 (I 297.6).
For langt k skrives enten ck eller k med fordoblingstegn over, men
yderst sjældent kk. Pá de fprste sider i AM 61 fol. er fordelingen mel-
lem ck og kk næsten ligelig, men ck bliver efterhánden det almindelig-
ste, og pá de sidste sider i kodeks næsten enerádende.
I initial stilling er h som oftest bevaret foran / og r, dog oftere foran
r end /. Enkelte ord skrives oftere uden initialt h end andre, fx skrives
ordet hlutr gennemgáende uden h; undtagelser er ‘hluta’ 16vbl4 (I
158.9) og ‘hlut lausir’ 31vbl2 (I 306.7); i det sidste tilfælde er h sik-
kert bevaret pá grund af allitterationen: ‘hlutlausir heilsamligra áminn-
inga’. Ogsá verbet hlaupa skrives tit i alle former uden initialt h.
For ældre Ið skrives enten Ið eller Id, men for ældre Id skrives gen-
nemgáende lld, undtagelsesvis dog Id, som oftest af pladshensyn. For-
3 Se Ólafur Halldórsson 1966, s. 36-37 og 59-61.