Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Page 56

LIV
For é skrives e, ee, éé eller é\ ‘ne’ 37rb28, ‘se’ 37rbl8, ‘fee’ 37rb20,
‘séér’ 37ra5, ‘féét’ 37rb26, ‘mér’ 33ral6, ‘rétz’ 35ra34. ie for é er ikke
fundet.
Dobbeltskrevet i eller ij for í er ikke fundet, men í forekommer en-
kelte gange, fx ‘hríd’ 32vb27. Præpositionen í skrives ‘i’.
Som regel skrives der o báde for o og ó, men den lange vokal beteg-
nes dog ret ofte med ö, fx ‘böta’ 32va26, ‘förzst’ 33ra4, ‘ör’ 37rb9.
Det lange ú betegnes ogsá af og til med dobbelt accent over u eller v,
fx ‘kv’ 43va3, ‘truna’ 46vb4.
Enkelte gange skrives korte vokaler med de grafer som ellers stár
for de lange vokaler, fx ‘vör’ (dvs. varr) 33rbl7, ‘vaanda lausir’
40va30, ‘uaanda maal’ 41ra36, ‘séttv’ 37vb9. Af verbet fá skrives
præteritum konjunktiv ‘féngím’ (1. pers. plur.) 40val8, som kan side-
stilles med hánd IV ‘fíengít’ 66vbl3, og pnavnet Mostr skrives ‘möstr’
40ra32.
For langt k skrives ck, langt n betegnes enten med prik eller nasal-
streg over n og for langt r skrives gennemgáende r. Ellers markeres
lange konsonanter med dobbeltskrivning, men næsten aldrig med prik
over linjen (undtagen n). En undtagelse er ‘gott’ 40rb31 i linjeudgang.
I præteritum pluralis af verbet vera er lydforbindelsen vq gáet over
til vó, fx ‘vorv’ 32ral og 2, 41rb26, ‘vörv’ 37vb7, mens den gamle lyd-
forbindelse vá ellers er bevaret, fx ‘vaari’ 32ral8, ‘uaan’ 32vb8, ‘vaan’
32vbl3, ‘vápns’ 38rb2, ‘ækvamv’ 32vbl, ‘sva’ 37vbll, 14 og 15.
For den dentale spirant i ikke-initial stilling skrives overvejende d,
men af og til þ, fx ‘Siþann’ 33rbl6, ‘dauþan’ 33valO, ‘vandræþa’
34vbl7, ‘davþr’ 39rall og 16, ‘goþan’ 39rbll. Ganske vist er d under-
tiden forsynet med en lille hage pverst mod hpjre, men da denne hage
ogsá forekommer pá d nár det stár for klusil kan den næppe antages for
at være diakritisk mellem d og ð, se fx de pverste linjer i sp. b pá 40v.
Pronomenet vit skrives som regel med d: ‘vid’ 37rb37, 37va36,
38ra4, 10 og 16, 38val og 10. Præpositionen við skrives ogsá som re-
gel med d: ‘vid’ 32ra2, 32va2, 33rbl3, men ogsá med t: ‘vit’ 32vb28,
36ral4, 39ra32. Pronomenet þit skrives vekselvis med d eller t: ‘þid’
33ra7, 33rbl5, 34vb38, men ‘þit’ 37va2 og 7, og i forbindelse med
verber er der disse eksempler pá 37v: ‘þid farid’ al, ‘þid vilit’ a2, ‘þid
sogdut’ b37, ‘hafit þit farit’ b38 og ‘þit villdut’ b39. Pá 37val-7 skri-
ves tre gange ‘þid’ og to gange ‘þit’. Den bestemte artikel i neutrum
skrives ‘hid’ 38vb29. Smáordet at skrives derimod med t; eneste fund-
ne undtagelser er ‘at ad’ 32vbl8 og ‘ad’ 42rbl. Disse eksempler, tilli-
ge med hyperkorrekte skrivemáder som ‘hcrnat’ 42rb30-31, ‘artrvnat’
43ral0, viser at skriveren ikke har været helt sikker pá den gamle ad-