Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Page 62

LX
stregen trukket som en meget fin hárstreg og mange gange usynlig, uden
underlængden som ender i en spids lpkke; tegnet er forsynet med
tværstreg. Tegnet for ok og z har ogsá tværstreg. z har meget spidse vink-
ler foroven og forneden, mens tegnet for ok som oftest er mere rundet.
y er af den type som ligner en ligatur af i og j og pá normal vis med
prik over. Det er somme tider lukket foroven, fx ‘skylldí’ ólral, og
somme tider ábent, fx ‘yðr’ 61ral3, ‘fyR’ 61ra32.
Forkortelsestegn pá overlængden af de hpje bogstaver h, k, l og þ ser
nærmest ud som et lille 7 hældende bagover med nedstregen trukket
skrát gennem overlængden pá det págældende bogstav, fx ‘hann'
61ra2, ‘konnngs’ 61ra9, ‘m#/hi’ 61ra9, ‘þat’ 61ral3. Usædvanlige for-
kortelser er ‘þt’ (‘þ»/at’) 61ral4 og ‘þ’ (þeir) 61ra23 (þ i begge tilfæl-
de med tværstreg pá overlængden). Som forkortelse for þeim bruges
‘þ’ med tværstreg over underlængden, fx 69ra31 og 37.
Kendetegnende for hánd IV er, foruden de nævnte skrifttyper, ud-
strakt brug af majuskler, báde som initialer i personnavne og i begyn-
delsen af en periode efter punktum.
For gammelt é skrives gennemgáende íe: Tíeku’ 61ra22 og 23,
‘ríett’ 61 rb 16, ‘síeR’ 61ral2, ‘fíeck’ 69ra29, ‘líet’ 69rb38 osv. Undta-
gelse er ‘sleítta’ 61va22, ‘séem’ 63rb4, ‘seet’ 65va2 og 72rb23, ‘greítt’
66vb6, ‘feíck’ 68va40. Ellers gpres der meget sjælden forskel pá korte
og lange vokaler; undtagelser er i linjeudgang: ‘æ’ 61va37, ‘á’ (accen-
ten meget utydelig) 61va38, ‘ná’ 62vb5, og inde i linjen: ‘Ráð’
62va25, ‘váng’ 63val5, ‘ván’ 66val4, ‘sá’ 69ra8, ‘hóf’ 68ra29 og ‘fór’
62rb4 og 70ral7. Præpositionen í skrives ‘i’ (eller ‘í’) med én undta-
gelse: ‘j’ 65rb2. Ét eksempel er fundet pá á for a: ‘vánR’ 70ra22 (for
vanr).
Lange konsonanter markeres som oftest med dobbeltskrivning, men
somme tider med prik over det págældende bogstav, fx ‘gecc’ 67rb35
(i linjeudgang), Teidd’ 66val, ‘hr^dí/r’ 67va37, ‘daugg’ 61va38, ‘her-
skíl/dí’ 62rb7, ‘híel/t’ 70rb24, ‘kappa’ 64vb6, ‘storraðu’ 62rbl5,
‘maá’ 68rb26, ‘skatílonnd’ (med prik over t og n) 62va7-8, ‘sitr’
67rb40. Langt k skrives ck; en undtagelse er ‘Gekk’ 61ral og ‘gecc’
67rb35 (se her ovenfor). Foruden r er g i ‘se|cR’ 72ra2-3 det eneste
fundne eksempel pá kapitæl for lang konsonant.
Den gamle lydforbindelse vá er bibeholdt, fx ‘huaR’ 65rb31, ‘huar-
um’ 61ra21-22, ‘skouatR’ 61ra35, ‘Sua’ 61rb30, og for ældre vq: ‘vapn’
65ra23 og 24, ‘vapnum’ 64vbl0, ‘ván’ 66val4. Eksempler pá vo, vó er
ikke fundet.
Der gpres som regel forskel pá den dentale klusil d og den dentale
spirant som i ikke-initial stilling nogenlunde regelmæssigt skrives ð.