Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Síða 102

c
strækker sig tit en smule over de andre lave bogstaver, tydeligt fx i
‘namu’ 1. 12.
Overlængden pá d og ð og alle de andre hpje bogstaver er uden no-
gen som helst form for bistreg eller ansatsstreg. ð, der er lidt h0jere
end d, er forsynet med en lille og snarere rund end spids krplle til h0j-
re for overlængden, se fx ‘heiðn/r’ 1. 13.
Bistaven pá/, som er af den angelsaksiske type, ligner et 3-tal.
Pá g er underlængden forholdsvis kort, rund og nærmest formet som
et lille o.
Pá k er bistaven af den r rotunda-lignende type med den nederste del
lige sá lang som den pverste.
«skrives som ligatur af toetagesa oge, tydeligt fx i ‘fyr/rdæmdu’ 1.15.
q skrives ö med en ubetydelig krplle foroven, nogenlunde tydeligt i
‘lðgtekin’ 1. 22.
Sá vidt man kan se, er der skrevet á i ‘smáþu’ 1. 15. Ellers er der ikke
synlige tegn pá markeret forskel pá korte og lange vokaler; det er fx ty-
deligt at a er uden accent i ‘namu’ 1. 12 og o i ‘moti’ 1. 14.
For sá vidt lange konsonanter forekommer i denne tekst, skrives de
dobbelt, undtagen n og r. Der sættes prik over n for at markere længde,
og for langt r skrives kapitælen («), fx ‘fyR’ 1. 22 og ‘þcssaRÍ’ 1. 20.
Forkortelsestegnene er de samme som i de fleste samtidige island-
ske hándskrifter og bruges temmelig meget. Et lille enetages a over
linjen forekommer i det her behandlede stykke kun som forkortelse for
orddele, fx ‘kr/stn/na’ 1. 15, ‘manna' 1. 21 og ‘hafa' 1. 23. Tegnet for
er/ir ligner nærmest et stort komma med en fin bistreg svajet ned pá
hpjre side. Det stár som normalt for er og /r, báde i indlyd og udlyd,
desuden for r alene i ‘er’, fx 1. 19. Ordet fyrir forkortes ‘f’ med er-tegn
over linjen. Ordet svá forkortes ‘s’ med et w-lignende tegn over linjen,
se 1. 23. Der er ét eksempel páþeim forkortet ‘þ’ med en tværstreg over
underlængden, se 1. 35.
De mest karakteristiske træk ved ortografien er fplgende:
Der gpres konsekvent forskel pá d og den dentale spirant i ikke-ini-
tial stilling. Spiranten skrives som regel ð, fx ‘skirð/r’ 1. 11, ‘stoðv’ 1.
14 osv., men þ i ‘smáþu’ 1. 15. For ældre ð skrives d efter m i ‘f'yrir-
dæmdu’ 1. 15.
For diftongen ei skrives ei, fx ‘heiðn/r’ 1. 13, men derimod er difton-
gen ey konsekvent skrevet æy, fx ‘æyðz’ 1. 27, ‘suðræyia’ 1. 31 og
‘hæygr’ 1. 39 (for heygðr).
Foran t skrives/i ‘eft/r’ 1. 24 og ‘vmskiftis’ 1. 24.
Der er ét eksempel pá intervokalisk g skrevet gh, nemlig ‘eighi’ 1.
37, men ellers skrives g, fx ‘naliga’ 1. 17.