Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Page 104

CII
32v, ‘þe/m godvm mo««vm sem þeíta bref sía edr heyra senn-
der sira gvdvardr prestr | þo/keli þo;-modzsyní kvedív
gvds ok sína kvwnígt gerandi’.
Dette er skrevet pverst pá siden meden hánd fra ca. 1400, eller fra det
15. árhundredes fprste halvdel. Nedenunder med en anden hánd og,
som det synes senere skrevet, stár der:
Peim er eckí þat til mozt er þanwen lifa sem wílía hallda síg med
heídr ok gozs ok harma fra ser skilía. | HRafn aur« hane maar
þema haukwr stelkur spoe ualur ok kraka. langleítt haufut quad
gyllta sá kautt [j] myr[kri]
Dette er skrevet med den samme hánd som et brev, skrevet 13. novem-
ber 1451 pá Myrká i Hörgárdalur, AM fasc. XIII 7.71 Verset er fra
Skáld-Helga rímur, VII 4,72 men fuglenavneremsen og ordsproget fin-
des ikke andre steder.73 Noget af det som denne hánd har skrevet er
gentaget af andre yngre og upvede hænder pá 32v og 33r, som om det
var blevet brugt til forskrift.
Pá 32v er endvidere skrevet med en hánd fra ca. 1500: ‘þoruardur
skrifar illa’, og lidt længere nede pá den samme side: ‘helge hO’.
Pá 33r stár der med en hánd fra det 16. árhundrede: ‘halur er erulaus
þiofs haus’, meget afbleget og muligvis til dels skrabet væk, og igen er
der skrevet pá den samme side: ‘halur’, der sikkert skal læses som per-
sonnavnet Hallur.
Endvidere pá samme side med noget ubehjælpsom pennefpring og
ortografi, vistnok fra det 16. árhundrede: ‘vertv at bok þine | bal fvsa
son vel þa74 skaltu | fara t/7 stehíaríns’. Dette skal sikkert læses: ‘Vertu
at bók þinni Páll Fúsason vel; þá skaltu fara til stekkjarins’. En anden,
en smule mere skrivekyndig, har skrevet, vistnok samtidig: ‘þe/m god-
vm monnum vertu at bok þine ion narfa son medan ek | er aburtv elleg-
erar fær þv fleiwging’.
71 Trykt i Dl V, nr. 77. Diplomet er gengivet i faksimile i EIMIII, se Introduction, s. 15-16.
72 Rímnasafn I, s. 154.
73 Jfr. Finnur Jónsson 1920, s. 100. De sidste ord har Finnur Jónsson læst: ‘sá kött
spinna’. Det som her er gengivet i klammer mangler pá grund af huller i pergamentet.
Det sidste ord har jeg selv gengivet ‘myr[i]’ i Skírnir 1963, s. 93, men Jón Helgason har
pápeget over for mig at man her snarere kunne vente ordet myrkri (soen udtaler sig om
kattens udseende, selvom den ikke har set den klart i mprket).
74 ‘vel þa’, læst sáledes af Stefán Karlsson (personlig meddelelse), men ikke ‘vetþa’, som
gengivet af mig i Skírnir 1963, s. 94.1 EIM XX, s. 17b, 1. 19, hvor dette citeres, er ‘33v’
fejl for 33r.