Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Síða 120

CXVIII
z skrives uden underlængde og med en tværstreg.
æ skrives som ligatur af enetages a og e.
ð skrives sáledes, med en spids krplle foroven.
Jón Þórðarson har brugt forkortelser knap sá meget som mange skri-
vere i den sidste del af det 14. árhundrede. Forkortelsestegnene er el-
lers for det meste de samme som normalt i samtidige islandske hánd-
skrifter. Som særlig karakteristiske kan nævnes tegnet for er/ir, der er
af den type der ligner et langstrakt, smalt n, og r skrevet over linjen er
enten den samme type som i linjen, eller af den ábne, v-lignende type.
Tegnet for er/ir stár for r alene i ‘er’, se fx 16.7, 118.4, 119.23 osv. Det
kan stá for orddele, navnlig nár personnavne eller tilnavne forkortes,
fx ‘halfdanar' 15.49, ‘hárfagri' 17.3, men ogsá i andre ord, fx ‘firir'
16.3, ‘höfdingia’ 119.24 osv. Det forekommer ogsá som fordoblings-
tegn over r, navnlig i linjeudgang, fx ‘vorra’ 118.58, ‘fyrr’ 262.17, og
denne brug af tegnet kan lede til misforstáelse, som fx ‘færr’ 516.53,
som i FlatChr II 396.6, og i udgaver af Færeyinga saga, ældre end
1978, er læst ‘færir’. Til undtagelserne hprer ‘grdniliga’ 262.57, hvor
tegnet stár for re. Usædvanlig forkortelse er ‘þa’ 22.1 for þau.
Af sammenskrevne vokaler (ligaturer) forekommer aa og undtagel-
sesvis w, fx ‘a/|strueg’ 23.7-8. Af andre ligaturer er d og e den almin-
deligste; desuden forekommer b og a, b og o, b og æ, d og a (tydeligt
fx i ‘hönda’ 25.24), dogo,b og b, nár ordet brœðr forkortes, k og k og
p og p, fx i ‘kappmælum’ 29.10. Nár der skrives ík, H, /'/'eller lþ tange-
rer pverste del af det hpje /' som regel det fplgende bogstav; det samme
gælder tt, men egentlige ligaturer er disse sammenskrevne bogstaver
ikke.
Der gpres som oftest ikke forskel pá korte og lange vokaler. Der er
dog spredte eksempler pá á skrevet á, navnlig præpositionen, og sub-
stantivet á skrives vistnok oftere med á end a, se fx ‘á ánne’ 118.46,
‘án/ze’ 119.57 og 59, 262.33, ‘árínar’ 262.30, ‘ána’ 262.31. Ligaturen
aa forekommer ogsá, dog navnlig sidst i en linje, men ogsá inde i lin-
jen, fx 118.45, og enkelte gange forsynet med en enkelt accent, fx ‘æ’
262.30 og ‘sær’ 254.20. Accent som længdetegn over e forekommer
ikke og andre specielle tegn for langt é, ee og ie, hprer til undtagelser-
ne. En undtagelse er ogsá uei for vé i ‘ueilrgde’ 74.58. Sandsynligvis
stár æ i ‘uær’, dvs. pronomenet vér, som gennemgáende skrives sále-
des, for langt é. Accent over i er et diakritisk tegn og kan næppe no-
gensinde opfattes som længdetegn. Muligvis er den dog i enkelte
tilfælde ment som længdetegn, se fx ‘drífu’ 22.31 og ‘sídu’ 22.43.
Langt í markeres ellers enkelte gange ved specielt tegn og skrives da íj,
fx ‘tíjdendum’ 18.45, ‘víjfs’ 22.31, ‘víjdfrggr’ 22.38, ‘víjd’ 22.42,