Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Qupperneq 214

CCXII
For r er r rotunda (?) langt det almindeligste. Der skrives dog enkel-
te gange r, navnlig som stort bogstav i initial stilling, men ogsá som
minuskel i final stilling og fuldstændig uden hensyn til det foranstáen-
de, jfr. fx ‘nockuriF 103vl2 og ‘feader’ 103v30.
For s er det h0je fdet almindeligste, undtagen i initial stilling, hvor
s, som oftest noget forst0rret, bruges ret ofte.
Der g0res som oftest forskel pá u og v. I ikke-initial stilling foran
vokal skrives halvlyden dog som oftest u, selvom v ogsá forekommer i
denne stilling, og i initial stilling er der enkelte eksempler pá báde v
skrevet for u og ú og u skrevet for v. w skrevet for ú forekommer en-
kelte gange, fx ‘whamijng/w’ 20rl7, ‘wr’ 56v4, ‘wt’ 56v31, ‘w-jafner’
60r6, ‘hwsa’ 60v43.
Store bogstaver er almindelige som fprste bogstav i en periode efter
punktum og som forbogstav i proprier. Med stort forbogstav skrives
ogsá mange gange substantiver og enkelte gange ord af andre ordklas-
ser. Der er dog forskel pá hvor hyppigt de enkelte bogstaver forekom-
mer som store. D, F, P og Þ forekommer sjældnere end de andre.
Som regel stár frikativer for ældre klusiler i final stilling. Man finder
fx skrivemáder for formeme eg, þig, mig, sig, mióg, ad, þad, mikid,
dog ikke uden undtagelser hvor ældre ordformer vistnok er optaget ef-
ter forlægget. Det samme gælder nominativendelsen -ur som næsten
altid skrives sáledes, mens den enkelte gange skrives uden svarabhak-
tivokalen, sikkert i overensstemmelse med forlægget.
Der skrives ei foran g plus vokal, fx ‘deigi’ 104r5, ‘dreiginn’ 103r 11,
‘meiga’ 78r29, ‘seigia’ 19vl0 og 38, ‘seige?-’ 19v26 og 28, ‘sleigid’
104rl9, dog ikkeuden undtagelser, sefx ‘san??fregid’ 103v28 (i et vers).
Om palatalisering af g foran fortungevokal vidner skrivemáder som
‘gierdust’ 27r6, ‘ágiætur’ 20rl9, ‘agiætu’ 103v36, ‘ágiæt’ 103v46,
‘Veigie’ 62v5 osv.
Foran ng skrives vekselvis a eller a, fx ‘ángradi’ 105rl7, ‘lánga’
99vl0, ‘langa’ 104r24 og 26, for ældre e skrives som regel ei og und-
tagelsesvis e. For ældre i er ij langt det almindeligste. Af ordet konungr
bruges den sammentrukne form kongur som skrives med o. Da skrive-
ren næsten ikke markerer forskel pá u og ú kan man ikke slutte noget
om hans udtale af at han skriver ung. Derimod synes hans konsekven-
te brug af ö foran ng (skrevet ó eller 0) at være sprogbestemt, da han
ellers ikke skriver ó (eller 0) for au, se ‘in?tgóngu’ 79rl8, ‘lóngu?n’
78r25, ‘óngva’ 77r44, 77v23, ‘0ngvó’ 19v46, ‘0nguum’ 104r42.
Som ventet skrives der lld for gammelt Id og Id for gammelt Ið.
Foran t skrives II.
rl er assimileret til II, fx ‘kelling’ 20rl3.