Milli mála - 01.06.2016, Side 314
AÐ IÐKA HEIMSPEKI ER ÍGILDI ÞESS AÐ LÆRA AÐ DEYJA
314 Milli mála 8/2016
Ég kenndi Þales,65 ykkar mesta spekingi, að líf og dauða mætti
leggja að jöfnu og þannig svaraði hann einkar viturlega þeim sem
spurði hann af hverju hann dæi ekki: „Vegna þess að það má leggja
að jöfnu.“
Vatnið, jörðin, eldurinn og aðrir hlutar þessarar byggingar eru
ekki meiri þátttakendur í lífi þínu en dauða. Hví óttast þú þinn
hinsta dag? Hann færir þig ekki nær dauða þínum en allir hinir
dagarnir. Síðasta skrefið veldur ekki magnleysi: það sýnir magn-
leysið. Allir dagar stefna að dauðanum, sá síðasti kemst þangað.“66
Þetta eru nú góðu ráðleggingar móður náttúru. Ég hef nefnilega
oft leitt hugann að því hvernig á því standi að í stríðum virðast and-
lit dauðans, hvort sem það er á okkur eða öðrum, tvímælalaust ekki
eins skelfileg og í heimahúsi, annars væru ekkert nema læknar og
væluskjóður í hernum; og þar sem dauðinn er alltaf eins, hvers vegna
sýna þorpsbúar og lægra settir meiri styrk en aðrir? Ég held satt að
segja að svipirnir og þessar hræðilegu umbúðir sem við umvefjum
dauðann veki hjá okkur meiri ótta en hann sjálfur: lífið gerbreytist,
mæður, konur og börn æpa og veina, forviða fólk og frávita af sorg
lítur inn, fölir og útgrátnir þjónar sinna verkum sínum, dagsbirtan
fær ekki að komast inn í herbergið sem er upplýst af kertaljósi, pre-
dikarar og læknar sitja um rúmstokkinn; þegar allt kemur til alls
ekkert nema hryllingur og ótti í kringum okkur. Það er búið að vefja
okkur í líkklæðin og jarðsetja. Börn verða hrædd við vini sína þegar
þeir bera grímur; það sama á við um okkur. Það verður að taka
grímuna bæði af hlutum og fólki; þegar hún er farin munum við
aðeins sjá sama dauðann og þjónn eða þjónustustúlka sáu nýlega án
þess að fyllast skelfingu.67 Góður er sá dauðdagi sem sviptir mann
tíma til að kalla saman slíkt fylgdarlið!
Þýð. Ásdís R. Magnúsdóttir
65 Dæmi fengið úr Vitae philosophorum, I, i, 35, eftir Diogenes Laertios.
66 Hér lýkur ráðleggingum móður náttúru sem byrja neðarlega á bls. 15.
67 Hér sækir Montaigne innblástur í Senecu, Epistulae morales ad Lucilium, XXIV, 14.