Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Side 10

6
er fremkommet ved en bearbejdelse, der blev foretaget ved eller efter
midten af det 13. aarh. Bearbejderen har kendt Snorres værker og be-
nyttet dem (han henviser én gang til Snorre, udg. 10718). Udtrykket
Håttalykill hinn forni (Håttatal hit forna 702) maa være indkommet
ved denne lejlighed; det stiller nemlig Håttalykill i modsætning til et
yngre digt af samme art, og dermed maa menes Snorres Håttatal (digtet
i begyndelsen af 1220-erne), jfr. FJonsson Litt. hist. II 35. Oplysningen
om, at de to skjalde først digtede 5 strofer i hvert versemaal, kan for-
staas saaledes, at de fuldførte digtet i denne form, inden de forkortede
det. Dette kan dog næppe være meningen. Snarere maa man tænke sig,
at digtet blev planlagt i den længere form, men at skjaldene under
udarbejdelsen fandt at dette var for meget, saa at de begrænsede det
til tre (eller to) vers i hvert versemaal.
Præsten Magniis Olafsson paa Laufås var en af Ole Worms korre-
spondenter paa Island. Worm takker ham i et brev fra 1630 for en af-
handling, Discursus de Veterum Poesi, som da sikkert er blevet sendt
til København aaret før (der var kun forbindelse med Island om som-
meren). Worm lover at afhandlingen skal blive trykt, »Literaturæ meæ
insertum, suo tempore, videris« (Olai Wormii Epistolæ s. 358); og dette
løfte blev holdt. Den udkom 1636 i Worms værk Runer seu Danica
literatura antiquissima, hvor den begynder s. 190 (»Placet. . . Dn. Magni
Olavii de Poesi nostra haud injucundum subjungere discursum«) og
slutter s. 196 (»Hactenus M. Olavius«). I værkets anden udgave 1651
staar den s. 177—182.
I denne afhandling forekommer følgende passus (udg. 1636 s. 195,
udg. 1651 s. 181):
»Quin etiam ipsi Reges et Principes Norvegiæ et vicinarum provin-
ciarum Rhythmos eximié composuerunt, qvi in illorum citantur historiis.
Rogvaldus quidem Orcadum comes, princeps egregius, inter alias nobiles
dotes, quibus ornatus est, præstantissimus et promptissimus fuit Rhyth-
mista et clavem Rhythmicam, quæ adhuc extat, confecisse dicitur«.
At Magnus Olafsson ekscerperede Orkneyinga saga, er nævnt ovenfor.
Det ser ganske vist ud til at dette først skete 1632 og tiden derefter (jfr.
Nordals udg. s. XXII—XXVII), men han har utvivlsomt kendt sagaen
før; hans omtale af Ragnvald jarl som skjald maa bygge paa den. At
han glemmer sin landsmands andel i arbejdet og tilskriver jarlen det
hele, betyder næppe noget; hvad der i denne sammenhæng interesserede
M. (5. var konger og fyrster, der optraadte som skjalde.
»Clavem Rhythmicam, qvæ adhuc extat..........« Betyder det, at M.O.
kendte et haandskrift af Ragnvald jarls Håttalykill? Eller er dette blot
en flygtig gengivelse af sagaens ord »eru nu kveSnar iii visur meS hverj-
um hætti«? Spørgsmaalet kan ikke besvares med sikkerhed. Af den
følgende undersøgelse vil fremgaa, at hvis M. 0. har kendt noget haand-
skrift af Håttalykill, kan det næppe identificeres med det haandskrift,
som J6n Rugman afskrev i København 1665. Sidstnævnte haandskrift,
som var af norsk oprindelse, havde nemlig intet forfatternavn, og her