Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 89

85
og rimet i linjen heller ikke godt. Den formodning, at ordet er fejl for
seimskerdir, dukker forskellige steder op (JS1, LP1 under seimskerdir,
LP2 under seimfærir, NN § 2079); den faar en kraftig støtte ved at S
har sæim færder.
32 b. Der er ingen varianter.
1 bar, utvivlsomt fejl for barg (SE).
1—2 lienar sotta (normaliseret sota) maa være en kenning for ulv;
lienar er altsaa en jættekvindebetegnelse i genitiv. SE regner med
Likn = Leikn; den sidste navneform er velkendt, men den første findes
kun her. Efter al sandsynlighed skal formen L{e)iknar indsættes her
(saal. FJ).
2 liot rannadastom. SE har i LP1 som nominativform Ijotrannadr,
som knyttes til substantivet rani og oversættes »fædo rostro«; den rig-
tige form maa dog være -ranadr (saal. FJ).
Vers 33 a og b
(teksten s. 29—30).
Versemaalet kaldes dunhent; det genfindes i Håttatal 24 med navnet
dunhent (SnE II 371) eller dunhenda (SnE I 634).
Helten er Harald graafeld (f ca. 970).
33 a. Varianter: 2 grammillum S, gram mildum U; 7 morhz S, mordh U.
2. Her er gram mildum (»largo regi« Rugman) naturligvis det rigtige.
4 bur. SE og FJ skriver burr (hvorved Gunnhildar burr bliver appo-
sition til Haraldr 1. 1). Herimod NN § 1162 (jfr. ogsaa bemærkningen
til 30 b6 ovenfor): Gunnhildar bur (akk.) staar parallelt med objektet
hann 1. 3.
kunna synes at være Rugmans endelige læsning efter at han først
med tvivl havde tænkt paa kunnan. Udtrykket kunna vid gny Gunnar
maa sammenlignes med kunna vid boga (buklara, skid) i prosa. At ændre
kunna til kunnu (inf. præt., saal. FJ, jfr. NN § 2807 B) er ikke nødven-
digt, jfr. vers 16 a: gera spurdak par glad{d)an ver(d)a (ikke urdu).
Linjen Gunnhildar bur kunnu findes med samme ordlyd i fslendinga-
dråpa li4 (Skjdigtn. I A 557).
6 konungr ferdar hører sammen (saal. Rugman, som oversætter »po-
puli Rex«, SE og NN § 984), jfr. bemærkningen til vers 15 a4 ovenfor.
7 SE foreslog mords for U’s mordh; konjekturen bekræftes ved S,
som har morhz.
33 b. Varianter: 7 gat S, gaf U.
Der er enkelte dunkle punkter i første halvvers. Den sikreste del er
1. 2 sveit fglkis raud hneiti. Resten synes at være en enkelt sætning, hvis
kerne er siklingr létpar brådmål ståla litad (o: litat n. sg., eller norvagisme
for litud n. pi., jfr. Hægstad Vestnorske maalføre I s. 44, 59, 81 osv.)
sveita. At bradmal ikke maa deles, men enten skal læses brådmål (sammen-