Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Síða 24

20
for s. 13); imidlertid er den rigtige rækkefølge angivet ved tal. Der-
imod er versene i U bragt i den rigtige orden. Den eneste undtagelse er
at 29 staar efter 26 (rækkefølgen er her altsaa: 26, 29, 27, 28, 30); dette
kan være en bevidst omflytning, fordi Rugman vidste, at Styrbjørn
(vers 29) var brodersøn af Erik sejrsæl (vers 26), og de to havde kæmpet )
med hinanden.
3. Enkelte strofer i digtets fragmentarisk overleverede første del
skrives i S ud i ét, medens U deler dem efter verslinjer (f. eks. vers 1,
2, 3 a).
4. S indeholder kun grundteksten. Derimod er U skrevet tospaltet,
saaledes at grundteksten staar i første, en latinsk oversættelse i anden
spalte; indretningen ligner derved Rugmans afskrift af LjoSalykill Lopts
Guttormssonar i samme haandskrift, bortset fra at der ikke er nogen
kommentar til Håttalykill.
5. Der er i teksten en række varianter mellem de to afskrifter. De vil
blive nærmere undersøgt i det tekstkritiske afsnit nedenfor. Nogle gange
er varianterne fremkommet ved en rettelse i U, medens den oprindelige
læsemaade i dette haandskrift stemmer med S.
6. Flere steder, som var utydelige i originalen, er understregede eller
underprikkede i S, derimod som regel ikke i U.
Flere af de anførte ejendommeligheder viser, at medens S har karak-
teren af en første afskrift, der direkte gaar tilbage til den gamle original,
maa U betragtes som en senere udarbejdet renskrift. Spørgsmaalet
bliver da, om originalen ogsaa er benyttet ved U, eller om U blot er en
tekstkritisk værdiløs afskrift af S. Besvarelsen af dette spørgsmaal maa
i sidste instans bero paa et skøn.
Jon Rugman var en almindelig islandsk student, som ved en til-
fældighed havnede i Sverige, og da der netop her var brug for en mand,
der kunde tyde islandske haandskrifter, greb han chancen. Han fik
derved noget kendskab til gammel islandsk sprogform og en vis indsigt
i skjaldekvad, som han ganske vist meget ofte misforstod (jfr. hans
egne uheldige forsøg paa at digte i gammel stil, udg. af G. Kallstenius
i Språkvetenskapliga sållskapets i Uppsala forhandlingar, 1925—27,
s. 93 ff); men han lærte aldrig at arbejde som en skolet filolog vilde gøre.
Ud fra disse forudsætninger maa hans afskrifter bedømmes.
I en mængde tilfælde har saa vel S som U senislandske former, som
ikke kan have staaet i det gamle haandskrift og uden tvivl skyldes
Rugman (f. eks. meget hyppigt -ur for ældre -r). Ofte er forholdet
imidlertid saaledes, at den ene afskrift har gammel, den anden ny form.
Det er da afgjort S, som har mest gammelt (f. eks. i vers 1 a: pijki S,
pilci U; pæim S, peim U; per vilit S, pier vilied U, m. m.). Men der er
ogsaa eksempler paa det modsatte (f. eks. 1 a ad S, at U; 3 a bigd S,
bijgd U; 6 a huatur S, -huatr U). Der er ingen grund til at regne med
at saadanne former i U skyldes fornyet benyttelse af originalen; Rug-
man havde saa meget kendskab til gammel ortografi, at former som