Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 52

48
Substantiverne rog og hatr har en beslægtet betydning, ligeledes ver-
berne hegna og vita. Rugmans ul kunde være en fejllæsning for ui. Med
støtte i en kenning som rogs hegnir kunde man da eventuelt tænke paa
følgende restitution:
frægr lét gramr med gnogum
gunnhvatr, olatr, *vi[tt hatr]
FJ ændrede gnégum til gnogu, vistnok med rette, jfr. udtryk som
at gnogu, med qUu. Udtrykket betyder da ‘i høj grad’. Man tør vel næppe
tænke paa at beholde gndgum og oversætte ‘blandt mange’, skønt gnogir
kan nærme sig til denne betydning (i færøsk er det i formen nogvir
blevet det almindelige ord for ‘mange’ og i Kvinesdalen paa Lister
kan noga ifølge Ross have betydningen ‘mange, temmelig mange’).
Kock (NN § 2070) har uden tvivl ret i at alle adjektiverne i 1. 2 og 8
staar prædikativt.
6 b. Varianter: 2 fecc blod grastod morg piod S, fec blod, morg piod,
gra stod U; 3........lid S, hialm seimt (ved senere udfyldning) lid U;
6 pudur S, saal. ogsaa U, men her er dudur skrevet ovenover.
1—2 normaliseres paa grundlag af S:
Segi ek at feil — en flagda
fekk blod grå-stod — mprg jjjod.
I U er leddene grå-stod og mgrg pjod ombyttet, hvorved det syntaktiske
forhold bliver mere kompliceret.
3 Linjens første ord mangler oprindelig baade i S og U, men i U har
Rugman senere indsat hialm seimt paa den aabne plads. Dette maa enten
være Rugmans konjektur eller det beror paa en fornyet benyttelse af
det gamle haandskrift.
Ordet minder meget om hjalmsamr i et vers af iPorhr Kolbeinsson
(at hidlmsomom hilmi Skjdigtn. I A 215, vers 83). At Rugman havde
forudsætninger for at kende dette vers, er sikkert nok. Det findes nemlig
som vers 28 i den store saga om Olaf den hellige, som Rugman havde
oversat til svensk (oversættelsen er trykt i Norlandz Chronika och Be-
skriffning, 1670); den membran, som Rugman oversatte sagaen efter,
er tabt, men en del af den findes afskrevet i R: 686 i universitetsbiblio-
teket i Upsala. Det maa dog betegnes som udelukket at Rugmans hialm
seimt kan stamme fra denne kilde; i R:686 skrives nemlig at hialm-
saumum hilmi, medens en form med ei i sidste led hverken findes i dette
eller noget andet kendt haandskrift. Der er saaledes intet holdepunkt
for at antage at den i U indførte læsemaade skyldes Rugmans konjektur.
LP1 * tolker ordet hjalmsamr ‘galea decorus, conspicuus’, sammenligner
det med hjalmggfugr og opfatter -samr som -sæmr. Nærmere forklaret
betyder det, at -samr hører til verbet sama som -sæmr (i baugsæmr,.
helsisæmr) til soma eller sæma. Derimod er formen hjalmseimt mistæn-