Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 73

69
Udtrykket bregda fQstu grastodi grida er usædvanligt; det hedder ellers
bregda hungri grådugs ara, bregda fgstu munins, bregda såt hrafns, bregda
fQstu gifrs hesta (se LP2 bregda 3). Ordet stod anvendes imidlertid ikke
blot kollektivt, men forekommer ogsaa i pluralis: stodum Ngkkva brd
HaraldskvæSi 9, gjalfrstodum reist grcedi Bplverkr 8, stafnklifs stod drifu
]?6rarinn loftunga Tøgdråpa 5. Det oprindelige her kunde da eventuelt
være grdstoda (gen. piur.).
Linjen gnast hlifd osv. minder meget om 21 b6 gnast hlifd, hrafn brd
fgstu.
6 lifd (normaliseret hlifd) kommer igen 21 b, 35 a, 37 b, 38 b. LP
kender ingen andre eksempler paa hlifd ‘skjold’, medens hlif er hyppigt
i denne betydning. A. Holtsmark peger paa, at formen hlifd kan hænge
sammen med norsk sprogudvikling (se s. 135). Enten er hlifd da op-
rindeligt i digtet, eller ogsaa er et oprindeligt hlif under overleveringen
systematisk blevet ombyttet med hlifd. Vers 35 a2 har Rugman først
skrevet lif, men bagefter tilføjet d. Jfr. K. Gislason: Om helrim s. 10
note 9.
20 b. Varianter: 3 ho- S, ha- U; 4 dræf suætir S, dræif svæitir U;
8 stor rom S, -starran U.
4 heit rettes af JS1, SE osv. til heitr (hos SE staar ved en trykfejl
heitir). De to sidste ord i linjen skal aabenbart være dreif sveiti (eller
maaske sveita ligesom 21 a8), saal. JS1, SE osv. (allerede Rugman over-
sætter svæitir ‘cruor’); ogsaa vers 41 a8 staar svæitir for sveiti.
5 strgng var gudr adr .... er genklang fra Vellekla 25 (Skjdigtn.
A 1128).
5—8 har det vist sig vanskeligt at give en tilfredsstillende tolkning af.
A. Holtsmark bemærker: »Det er mer enn én hake ved oversettelsene:
adr gengi konungr Jota ‘før Jydernes konge faldt’ (Skjdigtn. B), —■
‘falle, dø’ er en ny betydning av verbet ganga. Videre: bendr sparn
almr til unda ‘den spændte bue skød pilene til sårene’; men hvor står
her ‘pilene’? og tilslutt pvarr boga starran ‘den stive bue slappedes’
(Skjdigtn. B), LP2: starr bogi ‘bue, som der skal kræfter til at spænde’«.
A. Holtsmark faar med en ubetydelig rettelse (konungs for konungr)
en tekst, der synes at være indlysende rigtig:
Strpng var guhr, åSr en gengi
(geirmot) *konungs J6ta
— bendr sparn almr til unda —
(ox) Jrvarr — boga stprrum.
»Her er første setning klar: Strgng var gudr, adr en gengi konungs Jota
. . . . pvarr ‘kampen var hard før jydekongens følge minket’. Motset-
ningen er geirmot ox ‘kampen vokste’. Da står igjen bendr sparn almr
til unda .... boga stgrrum, og boga stgrrum må være det savnede uttrykk