Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Side 90

86
sætning) eller bråd mål (attributivt adjektiv med tilhørende substantiv)
betones af Kock NN § 985 og 2080; den gamle tolkning (SE og FJ),
der henførte bråd til sveit 1. 2, maa opgives af verstekniske grunde.
A. Holtsmark slutter sig til tolkningen NN § 2080, hvor brådmål over-
sættes ‘inbrånda sirater5; »bråd, n. er i norr. belagt bare for en bestemt
slags smeltning, ‘tjærebrædning’, men det er tilfeldig, nyn. brdd betyr
‘smeltning’, og v. bræda også i norr. ‘smelte’. Forsiringene biir laget slik
at mønstret biir gravet ut og det edlere metall smeltet inn i sporene —
billedet er heldig valgt: kongen lot brådmål sverda litud dreyra.«
3 scurstr o: slajrstr FJ. Udtrykket bgdvar skyrr (‘som forstaar sig paa
kamp’ LP2, sikkert rigtigere end ‘glad i kamp’ Skjdigtn. B) kan sammen-
lignes med snildar skfjrr hos Olåfr hvitaskåld (Skjdigtn. II B s. 105,
vers 3).
brådi maa, hvis teksten er rigtig, være dativ af et neutrumsord bråd
‘skyndsomhed, hast’ (LP2). Et saadant ord knyttes let til adjektivet
brådr, men det forekommer ingen steder undtagen her; bråd, n, kendes
ellers kun i betydningen ‘smeltning’ (sål-bråd) eller ‘tjære, beg’. At hen-
føre bestemmelsen i brådi til sætningen i 1. 2 er der ingen grund til.
5 toden fejl for roden, normaliseret rodin (JS1).
5—6 bæinia | bæin o: benja | ben (JS1).
6 sculat. LP1 henviser under skola til en sideform skula, vistnok med
tanke paa dette sted. FJ retter til skolat. Formen skulat for skolat minder
om mula for mola i MålsliåttakvæSi 11 (Skjdigtn. II A 132), et digt som
maaske er blevet til paa Orknøerne; i mula har man villet finde en
orknøsk dialektejendommelighed (S. Bugge i Aarbøger f. nord. oldk.
1875 s. 240, jfr. Marwick: The Orkney Norn s. xli).
7 SE’s rettelse gat, hvor U har gaf, bekræftes ved S. løvrigt er tolk-
ningen af 7—8 vanskelig. SE gengiver linjerne i denne form:
♦soknbåru gat såra
*sårvpndr Jnvegit årar.
Dette tolkes i LP1 under soknbåra (‘unda prælii, sanguis’): sårvgndr
gat pvegit såra årar (i) soknbåru, »virga prælii (ensis) lavit remos vul-
nerum (gladios) sanguine«. At forfatteren dog ikke har været helt til-
freds med denne tolkning, ses under sårvgrdr, hvor han siger: »si hæc
appellatio posset bellatorem significare, vulnera inferre cupientem, nihil
amplius quærerem«.
At sårvQrdr ‘saarvogter’ er en besynderlig og uheldig kenning, maa
indrømmes. Imidlertid venter man bestemt her en kenning for kriger
(‘krigeren vaskede sværdene i blod’), ikke en kenning for sværd (sår-
vgndr), hvilket giver en underlig mening (‘sværdet vaskede sværdene
i blod’). Af to daarlige alternativer synes det overleverede sårvQrdr at
maatte foretrækkes. Man kan i hvert fald henvise til, at vQrdr er et al-
mindeligt hovedord i kenninger for mænd (‘guldets vogter”, ‘sværdets
vogter’ o. lign.).
FJ forsøger at redde teksten ved en ny konjektur: