Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 20
ALEX. FOSS
dem, som har samme okonomiske Fællesinteresser, med den
Virkning, at den ene Organisation optager Kampen mod de
andre under forskellige Former, mest i Strejkens Tegn. Men
paa samme Tid som vi ser Virkningen af alle disse Kræfter, der
synes mest at være oplosende og spaltende, har Krigen givet os
de hidtil storste Eksempler i Verdenshistorien paa Sammenslut-
ning, Centralisation af Kræfterne og Koncentration mod enkelte
Maal. Og var end Endemaalet for dette Fællesarbejde Mod-
standernes Odelæggelse, saa var dog Mellemstadierne indenfor de
enkelte Nationer karakteriseret ved Kræfternes Sammenslutning i
rent produktive Ojemed.
Hvorledes nu alt dette vil ende, til hvilket Resultat det vil
fore Jordens Folk og Europas Nationer, derom kan man have
hojst forskellige Meninger. Der er nok af Farer, som kan be-
grunde et pessimistisk Skon. Der er maaske ogsaa et og andetr
som giver Haab for Fremtiden. Den Mening, som den enkelte
danner sig, vil nok til syvende og sidst mest bero paa hans
Temperament. Optimisten vil regne med, at alt nok til sidst
ordner sig til det bedste, og at der ud af Krig og Revolution
vil udforme sig lykkeligere Tider. Pessimisten vil mindes, hvor-
ledes Verdenshistorien gennem 10,000 Aar har vist os hojt ud-
viklede Civilisationer og Verdensriger, der gik til Grunde, vil
mindes Romerrigets Fald og Middelalderens lange Tusmorke.
Pessimisten vil pege paa Rusland, hvis Historie i de sidste Aar
synes at godtgore, hvor umuligt det er ved sociale Teorier byg-
get paa den oprigtigste Idealisme i en Hast at ville omforme en
Nation. Man har overset, at selvom man har et Fællesnavn, som
hedder »Mennesker», saa er det dog med Menneskene som med
Kornsorterne: det er ikke nok at give Jordbearbejdning, God-
ning, Sol og Vind for at avle Hvede, man maa ogsaa saa Hve-
dekorn, og ingen Landbrugskundskab kan avle Hvede paa Hav-
restraa. En Omformning af de nedarvede Anlæg indefra kræver,
om det nogensinde sker, saa lange Perioder, at ingen Mennesker
kender deres Udstrækning. Folkenes Skæbne gror langsomt, og
selv den mest optimistiske, som haaber og tror paa Udvikling
og Fremskridt, paa stedse lykkeligere Forhold, gor dog klogt i
forst og fremmest at holde sig til Erfaringerne og regne med
den overleverede Arv som et meget væsentligt Element i Kræf-
ternes. Sammenspil. Det, vi derfor trænger til i Ojeblikket, er
14