Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 113
DANSKE TEATERFORIIOLD OMKRING 1920
ind til Nerven af denne lykkedes ikke. Helt tilfredsstillende er
Strindberg i Danmark kun blevet gengivet af det lille kunstne-
riske svenske Ensemble, som Falck samlede om sig. Selv i et
tilsyneladende saa direkte menneskeligt Digterværk som »Paaske»
klikkede det; man var paa Cothurnen, Virkningen blev udvendig
for indvendig. Strindbergs latente tragiske Kraft, som bunder
saa dybt i det svenske Sind, synes det danske Skuespillere umuligt
at tilegne sig, hvorimod disse till Gengæld i Lystspillets Leg er
Svenskerne overlegne. Der er lier et Svælg i Folkekarakteren,
som der næppe lader sig bygge Bro over.
* *
#
Strindberg synes alligevel paa det danske Repertoire at
have trængt en anden af Nordens store Klassikere, Henrik Ibsen
ud af Spillet. Den store dramatiske Mager sover for Djeblikket
en dyb Sovn. Er det en Reaktion blot, eller vil hans Stykker
atter opleve en Renæssance? Tiden med dens Hang til Mystik
og Spiritisme skulde jo egentlig synes egnet for en saadan
Genfodelse af disse Stykker om de uudtalte Dnskers Magt, disse
Afsloringer fra Sjæledybet. Men der er vistnok det i Vejen,
at den mystiske Trang, der for Tiden som en Stormiling
farer over Alverdens Lande, er af en mere overfladisk, religiost
farvet Art end Ibsens psykologiske Forskning, der lodder mange
Favne dybere. Interessen samler sig for Tiden mere om det
sociale og fællsvirkende end om det enkelte Individ, og Ibsens
Kunst er jo netop i udpræget Grad Individets Kunst, et Kursus,
om end et temmelig bittert om Livslærens Natside, om Resig-
nation og Selvopgivelse. Den har intet af den optimistiske Hi-
gen, som i disse Verdens Ulivsaar trods alt besjæler Sindene,
og som en naturlig Modvægt maa gore det; den er tværtimod
baaren af Pessimisme, den er Sortseer-Kunst. Og derfor vil man
for Tiden vel ikke vide af den.
Hvad soger da Tidenr Vel nærmest Underholdnings-Kunst;
til den er Tilstromningen storst. Men saa kan der komme et
Helheds-Kunstværk, lige stort i Ord som Toner saaledes som
Rich. Wagners »Mestersangerne», der med sin sublime Musik og
sin sublime Digtning har Bud til alle menneskelige Folelser, til
Lyset og Solskinnet som til Alvoren og Inderligheden, og som
107