Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 30
ALEX. FOSS
maaske ikke saa fjernt deri at se et Vidnesbyrd om, at en Sam-
virken vilde give de samvirkende storre Chancer. De, som forer
Forhandlinger paa en Stormagts Vegne overfor et Antal Smaa-
stater, regner næppe fejl, naar de appellerer til hver enkelt af
Smaastaternes Selvstændighedstrang og soger at faa dem til at
tro, at naar de blot staar alene, saa vil de blive behandlet med
et særligt Hensyn og nyde en begunstiget Stilling, medens de
ved at slutte sig sammen og derved virke med storre Masse og
storre Koncentration udsætter sig for mindre Velvilje fra Stor-
magtens Side. Det forekommer mig, at dette er et udmærket
Program til Brug for at fange Smaastater.
Verdenskrigen begyndte for de tre nordiske Riger under
Forhold, der i manges 0jne gav hvert af dem sin Plads, Dan-
mark som den mest udsatte Stat, hvis Skæbne under Tysklands
Kanoner syntes saare farlig, Sverige, som onskede Tysklands
Fremgang paa Ruslands Bekostning, og Norge, der med sin store
Flaade paa Verdenshavet og sin Atlanterhavskyst maatte fole sig
tiltrukket af Ententen og i samme Grad fjernet fra de to andre
Magter, der paa hver sin Vis syntes at gravitere mod Tyskland.
Men Begivenhedernes Gang viste, at denne Forestilling om de
tre Stater som havende tre forskellige Fronter var kortsynet og
urigtig. Det forekommer mig at være Kong Gustafs store For-
tjeneste, at han paa et tidligt Tidspunkt greb ind og viste Vejen
til det Sammenhold mellem de tre neutrale Stater, som i Virke-
ligheden har vist sig at svare til deres strategiske og historiske
Rolle. Man har talt om denne forskellige Orientering af de tre
nordiske Riger, som om det kunde være foreneligt med Sveri-
ges eller Danmarks Interesser at stotte sig til en kontinental
Militærstormagt. Sandheden er den, at det altid i Historien har
været kontinentale Stormagter, som truede de nordiske Rigers
Selvstændighed. For Danmarks Vedkommende var det i 1914
Tyskland, saaledes som det i 1807 var det Frankrig, som den-
gang var Herre helt op til Ostersoen. For Sverige var det Rus-
land, der i 1721 erobrede de svenske Ostersoprovinser og i 1809
Finland, det samme Rusland, der over svensk Lapland truede
Norge. Men det Perspektiv, som frembod sig for de svenske
Aktivister, der onskede at kaste sig ind i Krigen paa Tysklands
Side, tabte dog atter sin Glans paa det Tidspunkt, da Tyskland
sad inde med Ostersokysten til den finske Vig og ved Kon-
24