Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 90

KRISTIAN ELSTER
hvad hun er, den unge norske digtnings eneste store moralist.
Ingen moralprædikant — saa langt fra det. Hun kan være be-
lærende, men er ikke dömmesyk. Hun er sterk i ordene, naar
hun kjæmper for sine ideer og ubarmhjertig mot motstanderne,
litt hovmodig selvbevisst, svært sikker paa at hun er den klokeste.
Men hun er overbærende, næsten til resignation overbærende mot
de mennesker hun möter i sin digtning. Hun er moralist ut fra
en bestemt, solid, saakaldt gammeldags livsopfatning eller rettere
levelære: svigter menneskene de sunde, naturbestemte, de enkle
og oprindelige love som er nedlagt i enhvers sind, saa taper de
sig selv, saa har de intet som kan holde dem oppe i livets graa
hverdagskamp. En kvinde som forbryder sig mot morsfölelsen
er fortapt, værdilös. Der er egentlig hendes morallære standset,
som dens slutningssætning, dens endelige avgjörende resultat.
Det naturlige forhold mellem mor og barn maa ikke forrykkes.
Alt maa en mor være villig til at bære, det er hendes lykke
som menneske. Det er hendes værdi, hendes betydning.
Hun begynder med en række skildringer av forholdet mel-
lem mand og kvinde — uten at barnespörsmaalet spiller ind. Og
ikke en eneste gang har hun skildret dette forhold som helt
lykkelig. Det er kvinder som istedetfor den store befriende
kjærlighet möter dens avglans, dens resignation eller bare dens
længsel. Kjærligheten blir for disse kvinder hvad Blaasen med
sine busker og faa fattige blomster er for det naturlængtende
bybarn. De er stængt inde av graa gater og kan ikke naa ut
under aapen himmel — saa nöier de sig med det mindre, resig-
nerer eller gaar under, tilintetgjör sig selv netop fordi de sökte
at stille sit savn med det mindre; eller de holder ut, kjæmper
sig gjennem det, frem til en ny, sorgfuld, men dyp og værdifuld
fölelse. Til en ny slags vaar. Ikke en eneste av dem nöier sig
letvindt med det de har faat. De har ikke evner til at bryte
igjennem til den store lykke, men de slaar sig ikke til ro i den >
mindre. Og slet ikke kan de glemme savnet i letsindighet, i
ringere, lettere glæder. Jeg vet faa kvinder i literaturen — ja i
virkeligheten og — saa helt fri for letsindighet som dem Sigrid
Undset skildrer. De er tunge, uglade, de kjender ikke lethet i
sindet, de kan foreta skíitt tvert imot al borgerlig moral, men
det er ikke gnist av letsindighet i det. De er knuget av ansvars-
og pligtfölelse. De vet hvad de gjör, og de bærer fölgerne, eller
84