Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 52
KREDRIK PAASCHE
»i) I betraktande dáraf, att den medicinska undervisningen hár i
landet ár ordnad (enligt kungl. förordning) i vissa sávál betráffande
omfáng som delvis áfven inneháll bestámda, för examinas af-
lággande obligatoriska kurser, ár det omöjligt att fullgöra denna
del af de medicinska studierna annorstádes án vid svensk hög-
skola, men anságs det, att 2) det gifvetvis vore enbart till för-
del, om de svenska studenterna dárjámte ville anvánda sig af de
förmáner i undervisningshánseende, som de andra nordiska lán-
derna kunde erbjuda. 3) Praxis har! varit och kommer fortfa-
rande att blifva att vid denna medicinska fakultet mottaga stu-
denter frán de andra nordiska lánderna vid undervisningen i den
utstráckning, som kan ske utan att det egna landets studenters
rátt dárigenom trádes för nára.»
Professor Otto Lous Mohr (Kristiania) mener: »Fordelene ved
adgangen til kortere eller længere ophold ved et av nabolande-
nes universiteter er selvindlysende. Ikke mindst den medicinske
student skulde paa grund av studiets karakter kunne höste meget
værdifulde erfaringer under et slikt besök.» Men sá gár profes-
sor Mohr over til de praktiske hindringer, de obligatoriske kur-
ser og den tvungne praktikanttjeneste, som binder medicineren
sá sterkt til hans eget universitet. Og professoren konkluderer:
»Fravær av nogen varighet vil medföre en tilsvarende forlængelse
av den samlede studietid. Og da denne for tiden avgjort er for
lang, tör man neppe vente, at de medicinske studenter andet end
rent undtagelsevis vil finde anledning til længere ophold ved
andre universiteter.» Som professor Faber har professor Mohr
— for studenternes vedkommende — större tro pá de kortere
besök. »Naar besöket er planlagt paa forhaand, vil det være
forholdsvis enkelt at arrangere en række repræsentative forelæs-
ninger og demonstrationer, beregnet paa et kort ophold av helst
ikke for faa studenter ad gangen. Paa denne vei har man jo
allerede med avgjort held slaat ind. Jeg skulde tro, at den ogsaa
i fremtiden vil vise sig at være den rette.»
Redaktionens spörsmál til de juridiske universitetslærere har
fát et videre omfang. Ogsá denne gang har vi spurt, om man
tillægger studiebesökene i nabolandene nogen betydning; men sá
har vi tillat os at tilföie: »Mener De, at der bör lægges foröket
vegt pá studiet av nordisk ret (retshistorie), eventuelt sáledes, at
denne disciplin optages som særfag indenfor den juridiske fagkreds ?»
46