Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 265
DANSK POLITIIv I 1919.1
Af Sekretær cand. polit. Jens M0LLER.
I. GENFORENINGEN.
Virkeliggorelsen af det danske Folks nationale Haab ved Genfore-
ningen med det danske Sonderjylland og de Vilkaar, hvorpaa Danmark
maatte onske at se sin store Nationalsag afgjort, har naturligvis
mere end noget andet opfyldt Folkets Sind i dette Aar og overskygget de
mangfoldige betydningsfulde okonomiske og sociale Sporgsmaal, som
er bragt frem til Losning. Det har desværre ikke været muligt, hverken
her eller sonden for Grænsen, at samle alle Danske om et Fællessyn paa,
hvor Danmarks Sydgrænse helst burde drages, og dette er vel ogsaa
forstaaeligt, naar man betænker, hvor indviklede Forholdene er i
Grænseegnene, hvor mange Hensyn der bliver at tage ved Grænseli-
niens Fastsættelse, og hvor pludseligt dette Livssporgsmaal blev forelagt
det danske Folk. Allerede da Kravet om Genforeningen rejstes i
Efteraaret 1918, var der ikke fuld Enighed blandt Sonderjyderne om,
hvor langt Syd paa Genforeningskravet burde rejses. Der var delte
Meninger om, hvordan man skulde stille sig til Mellemslesvig, som bl. a.
omfatter Sonderjj'llands storste By, Flensborg, hvorvidt der kunde
være Haab om at vække Danskheden til Live i disse Egne. Og Bryd-
ningerne er siden da blevet stærkere og stærkere.
I Februar Maaned 1919 blev der sendt en Delegation, bestaaende
af fire sonderjydske og seks kongerigske Repræsentanter til Paris for
at gore de danske Synspunkter gældende paa Fredskongressen. Ved
Imodekommenhed fra Stormagterne opnaaede man, at der foruden
Afstemning i Nordslesvig undcr eet ogsaa skulde holdes (kommunevis)
Afstemning i Flensborg og Landsognene i en »anden Zone» fra den
saakaldte Clausenske Linie og indtil en Grænselinie, som mod 0st
gaar et lille Stylíke Syd for Flensborg Fjord, i Midten bojer i en Bue
1 Enkelte Steder, hvor Kammenhængen har syntes at gore det naturligt, er
Fremstillingen fort ind i 1920.
255