Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 110
JULIUS CLAUSEN
Hvem tor sige hvad der er ubetinget Ret og hvad som ube-
tinget er at foretrække? Hemmeligheden og Vanskeligheden
ligger jo i, at der for saa vidt er god Mening i alle Forslagene.
Det kommer blot an paa, under hvilket Synspunkt man ser Sa-
gerne og hvad man mener at burde ofre. Her ligger det i Sa-
gens Natur, at Kjobenhavneren og hans Repræsentant paa Tinge
er villigere til at ofre af Statsmidlerne, end den vestjydske Rigs-
dagsmand, hvis Valgkres kun har en beskeden Udsigt til at pro-
fitere af de anvendte Midler — det bliver let til politisk Tov-
trækning, og naar der gaar Politik i Kunst, er det sjældent af
det gode.
Det er ogsaa forstaaeligt, at den umusikalske stiller sig ko-
ligt overfor Planen om et selvstændigt Operahus og finder, at
dette er en letsindig Omgang med Statens Midler; medens Mu-
sikelskeren tror paa, at der tilfores Mennesket ikke mindre Vær-
dier gennem Tonerne end gennem Ordene. Interesse staar saale-
des mod Interesse, og hvad der gor Sagen endnu mere indviklet
paa dette Tidspunkt er at man hverken faar megen Komedie
eller megen Musik for Pengene, og endnu færre ny Tonehaller
eller Talescener.
Der er kun een Udvej at gaa — hvad det nystiftede Selskab
med det smukke Navn »Det kgl. Teaters Venner» rigtigt har set,
og den er at folge den hjemlige Udvikling og blot gore den
gennem Slægtled betraadte Vej bredere og rummeligere, akkurat
som naar man udvider og omlægger en gammel nedkort og alt-
for smal Landevej. Det nytter ikke her at fremsætte altfor ab-
strakte og principielle Betragtninger, hentede fra fremmede For-
hold, som at de tyske Hof- u. Rezidensscener med deres Fore-
ning af Ordets og Tonernes Kunst, som hos os, har været lidet
heldige for en tidssvarende kunstnerisk Udvikling. Disse Scener
har, spredt omkring som de er i de tyske Provinser, aldrig i
samme Grad som vor nationale Skueplads været Landets forste
og eneste kunstneriske Hovedhjornesten Generationer igennem.
Har vi ikke skabt en national Opera, har vi i hvert Fald skabt
et nationalt Skuespil og en national Ballet, og nævner man den
danske Skueplads, gaar det slet ikke an at skyde denne sidste
tilside. Her er noget ejendommeligt, noget ganske udpræget
dansk, der paa det nojeste slutter sig om Aanden i dansk roman-
tisk Poesi. Men ogsaa for den fremmede Operas Vedkommende
104