Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 234
SV. TRIER
Arbejdstiden íor voksne, mandlige Arbejdere i 1872
Arbejdstidens Længcie Kobenhavn Provinserne
Antal Arbejdere Antal Arbejdere
absolut pCt absolut pCt
14 Timer (og deroveT) . . . 2 765 8,0 1556 6,6
13 s> » » . . '. 126 0,4 1358 5.7
12l/a » » » ... 0 0.0 307 L3
12 » » » ... 296Í 8,7 4321 l8,2
1 i'A • ... 1 868 5,5 2 570 10,8
I I * ... 18441 54,i 11 501 48,5
I0V2 » » . . . . 4 648. 0.6 1797 7.6
IO » » ... 3019 8,9 276 1,2
9' - ■ > (og derunder) . . 274 0,8 3° 0,1
lalt 34 106 100,0 23 716 IOO,o 1
Selv om disse Tal — samlet sammen som de er 25 Aar efter 1872
— ikke er i’Klasses, vil de vel give et bedre Billede, end hvis man gik
frem »uden enhver Statistik».
Med ethvert Forbehold giver de foregaaende Tal et Indtryk af
Forholdene paa den Tid, da paa een Gang Arbejderne selv gennem deres
fremvoksende Organisationer tog fat paa Arbejdet med at forkorte
Arbejdstiden, og Lovgivningsmagten folte, at Tiden var kommet, da
den maatte gribe ind paa Arbejdstidens Omraade og forsigtig gaa til
at begrænse dens Længde — men kun for dem af Arbejderne, som den
mente ikke kunde sorge for sig selv, og det kunde efter dens Mening
alle voksne Arbejdere. Eller rettere: Synspunktet, Lovgivningsmagten
fulgte ved kun at regulere Arbejdstiden for Personer under 18 Aar,
var Kontraktsfrihedens. For de Mennesker, der havde naaet den Alder,
der hjemlede dem Ret til at raade over sig selv, foreskrev man intet —
ikke saa meget, fordi man mente, de alle vilde kunne raade sig seh’
bedst, men fordi man endnu hyldede den liberalistiske Anskuelse, at
der gik mere tabt ved at beskære Friheden for dem, der kunde raade
sig selv, end ved den manglende Beskyttelse for dem, der ikke kunde.
Og selv for de sidste mente man Frihed bedre end Beskyttelse, idet
Friheden mentes lidt efter lidt at ville virke som en tvangsmæssig
Opdragelse til at sorge for sig selv.
Men hertil kom, at Arbejdsgivernes Mening paa en Tid, hvor
der ikke var Fagforeninger af storre Styrke, og hvor der ikke fandtes
nogen Art af politisk Arbejderparti, fik megen Betydning for Lov-
givningsmagtens Overvejelser. Og Arbejdsgiveme havde endnu langt
fra lært den ganske selvfolgelige Sætning, at »hvis Arbejderne over-
224