Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 53
NordEns universitEter og det noRdiske samartsKtde
Professor V. Bentzon (Kjöbenhavn) »anser det for onskeligt,
baade af mere praktiske og' af mere ideelle Grunde, at der i
hvert nordisk Land gives den juridiske Student langt storre
Kendskab end nu til Hoveddragene af de ovrige nordiske Landes
Ret. Et saadant Kendskab giver sig af sig selv paa de stadig
voksende Omraader, hvor vi faar fælles Ret. Den naturlige og
direkte Vej til Kendskabet gaar igennem en Hensyntagen til
evrig nordisk Ret ved Gennemgangen af den enkelte Disciplin,
hvor især Obligations-, Handels- og Soretten, men nu ogsaa
Pamilieretten og maaske en Gang Arveretten, har Betydning.»
Professoren mener, at »disse Bestræbelser först bör föres igennem
jeg har saa smaat begyndt derpaa ved mine egne Forelæs-
ninger — senere bör man tilstræbe Lærestole i nordisk Ret og
Retshistorie.» Större vegt lægger professor Bentzon dog paa
studiebesökene. »Indtrykkene fra Nabolandet vil være meget
befrugtende, tilstrækkelig nye og dog saa ligeartede med ens
egne, at Livet og Studiet forstaaes og kan udnyttes fuldt ud.»
Professoren framhæver ogsaa »de værdifulde ideelle Frugter» av
besökene, men gjör opmerksom pa, at en planmæssig utveksling
av studerende báde vil kræve penge og normalt »fore til en vis
Forlængelse af Studiet»-
Professor C. G. Björling (Lund) stiller sig mere tvilende:
*Studiet av nordisk rátt i jámförande historisk belysning inne-
háller naturligtvis alltid ett bildningsmoment av várde och máste
erbjuda stort intresse för en var, som ser det nára sambandet
rnellan de nordiska folken.» Men da forbindelsen og den gjen-
sidige paavirkning mellem svensk og finlandsk ret pá den ene
side, dansk og norsk ret pá den anden like til de sidste halv-
hundrede ár har været sá ubetydelig, finder professor Björling,
>;att studiet av dansk och norsk rátt eller ráttshistoria ej ger full
valuta för en svensk jurists praktiska behov, ett rátt förstáende
°ch tillámpande av svensk rátt. Finlands ráttshistoria áter ár
redan en del av vár egen. Att upptaga nordisk rátt eller rátts-
historia som ett obligatoriskt ámne i vára juridiska ámbetsexa-
mina torde dárför ej láta sig göra,» mener professoren. Dog
blföier han, at den senere tids fælles nordiske lovstiftningsarbeide
har skapt omráder, hvor »kánnedom om vára nordiska grann-
lánders rátt ár gagnelig och för ett djupare intrángande i ámnena
>iödvándig.» Her falder professorens opfatning altsá sammen med
47