Heilbrigðisskýrslur - 01.12.1951, Blaðsíða 231

— 229 —
1951
Mestar líkur eru því til, að barnið sé getið um 14. júlí 1947, en mögu-
leikar eru þó á, að það hafi komið undir einhverntíma á tímabilinu
25. maí til 13. ágúst 1947.“
í læknisvottorði (dskj. nr. 9) frá P. H. Andresen, yfirlækni við
Bispebjerg Hospitals Blodbank í Kaupmannahöfn, dags. 20. marz 1953,
segir svo:
„Den 18. ds. modtog jeg 3 blodpröver afsendt d. 16. ds. fra professor
Niels Dungal pr. luftpost. Pröverne var signerede:
S. E. moder
H. barn
Ó. Th. tilnævnt fader,
med anmodning om blodtypebestemmelse og udtalelse om faderskabs-
mulighederne.
De sáledes foretagne undersögelser viste:
(X971) E„ S.: 0 MS P(+) Cc D+E—
(X972) H.: 0 MNS P + Cc D+E+ Kell—
(X973) Th„ Ó.: 0 NS P + Cc D+E—
De foretagne undersögelser viser, at Ó. Th. faderskab til barnet H.
er uforenelig med det sákaldte Rhesussystems arvegang med hensyn
til egenskaben E. De övrige systemer giver ingen vejledning med
hensyn til bedömmelse af paterniteten, ligesom foretagne under-
sögelser eftir Lewissystemet heller ikke viser nogen uforenelighed.
Set fra et biologisk synspunkt má det anses for bevist, at arvegangen
af Rhesus-typerne — ligesom de övrige blodtyper —• beror pá gener,
der arves efter de Mendelske love.
Det skal indskydes, at der fra et biologisk synspunkt inden for den
menneskelige arvelighedslære ikke findes andre egenskaber, hvis
arvegang er helyst med sá stor sikkerhed, — og dette gælder ogsá
Rhesustyperne, og der er for sá vidt ingen tvivl om grundlaget for
disse blodtypers anvendelse ved beviset i faderskabssager:
Nár man kan pávise tilstedeværelsen af en af disse blodtypeegen-
skaber hos et barn, má anlægget for denne egenskab findes entcn
hos moderen eller faderen, og findes den ikke, lcan vedkommende
mand ikke være fader til barnet.
Skal man se pá den praktiske retsmedicinske anvendelse, er dette
teoretiske grundlag ikke tilstrækkeligt.
Blodtypeegenskaberne er, som alle biologiske egenskaber, under-
kastet en vis variation og kan derfor fremtræde f. eks. med variation
i reaktionens styrke.
For den biologiske beskrivelse af arvegangen rummer dette ingen
större vanskeligheder, og beslcrivelsen af biologiske egenskabers varia-
tion er netop en af biologiens opgaver, som ofte tjener til nærmere
belysning af spörgsmálet. For retsmedicinen deriomd er disse varia-
tioner en vanskelighed, idet en meget svag udvikling af en egenskab
af tekniske grunde kan före til en fejlagtig udelukkelse pá det oven-
nævnte grundlag.
En af retsmedicinens vigtige opgaver indenfor dette felt bliver