Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Side 18

14
offendi, adeo ut cujusvis lecturæ compar1) esset. Tamen qvoad fieri
potuit, singula summa diligentia perlegi & exscripsi:vocabula vero2)
obscuriora punctis, aut subductis lineolis, defectum stellis adnotavi:
idqve ideo3) ut hyperaspiste me tutior in posterum foret: qvod si forte
zoilus aliqvis eam truculento suo dente ferire tentaverit; sciat ergo
candidus lector eam (puta partern qvæ extat) mjvis compluribus omnino
obfuscatam, & ratione metri heroici, seu drottqvætt, eleganter compo-
sitam esse.
Elementorum vero varietatem a nostris4) hic subnectere libuit, qvod
si prototypus obviaverit, lector manuductionem qvalemqvalem hic
habeat. p (angelsaksisk f, se faksimile) o: f. y (med prik, se faks.) o: y5).
v (angelsaksisk v, se faks.) o: v. r (det lange r, se faks.) saxonum hic pro r
finali ponitur: ut yvir (se faks.) o: yvir. z (se faks.) o: z. h6) & z (se faks.)
o: d. sic z solummodo pro d ponitur ut sværz (se faks.) pro swærd. sicuti
& apud Ulphilam izvar pro idwar persæpe reperitur«.
Desværre er denne redegørelse alt andet end klar.
Rugman begynder med at sige, at han ikke ved med sikkerhed, hvem
der har digtet denne Håttalykill, men bogstavformerne (litteratura),
som ligner de gamle tyske, viser, at den maa være gammel. Det haand-
skrift, Rugman benyttede, betegner han som et »exscriptum«. En »cor-
rector«, hvis navn Rugman ikke kender, havde foretaget rettelser deri,
hvorved han havde fulgt en »prototypus«. I slutningen af stykket nævnes
nogle eksempler paa de gamle bogstavformer, til vejledning for læseren,
saafremt prototypus skulde dukke op (qvod si prototypus obviaverit).
Det er altsaa tydeligt, at Rugman ikke selv har benyttet prototypus.
Men i det haandskrift, han brugte, var der indført rettelser af en saadan
art, at man ud fra dem kunde slutte, at der havde eksisteret et ældre
haandskrift, og ligeledes kunde man danne sig en forestilling om bogstav-
formerne i denne prototypus.
Man vilde her være tilbøjelig til at spørge, om det af Rugman be-
nyttede »exscriptum« kan have været en ung afskrift (fra det 17. aarh.)
med forsøg paa en diplomatarisk gengivelse af et gammelt forlæg,
noget lignende som f. eks. Jon Erlendssons afskrifter af fslendingabok.
Men fortsættelsen viser, at dette ikke kan være tilfældet. Rugman siger
nemlig, at han efter i hast at have afskrevet teksten blev opmærksom
paa digtets slægtskab med Eddaen og dets elegante form, og at han
da paa ny sammenlignede det hele »cum authographo« (o: med sin egen
afskrift?). Han fandt da, at teksten delvis var saa medtaget af ælde,
at den kunde læses paa en hvilkensomhelst maade, den var »cujusvis
4) herefter overstreget haud. 2) skr. v. 3) herefter har Rugman semikolon. 4) her-
efter har Rugman komma. 6) Rugman skriver nærmest ij, men y og ij sammen-
blandes gerne i 17. aarh.s islandsk. 8) denne /i-form er ikke Rugmans sædvan-
lige, men forekommer dog nogle steder i afskriften, f. eks. i hældr 4 a4, han
4 b3, hattit 9 overskriften.