Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 80

76
uforklaret. I Codex Wormianus, hvor navnet er udeladt ved Håttatal
79, er det tilføjet i marginen med en ung haand, vistnok af Jon (5lafsson
fra Grunnavik i 1730-erne, og her staar formen haddarlag (jfr. SnE I
696 note 2). Hvor den er taget fra kan ikke oplyses; fra Rugmans
afskrifter af Håttalykill kan den i hvert fald ikke stamme.
Helten hedder Olaf. Da han nævnes lige efter Erik sejrsæl, er det
rimeligt at antage at han enten er identisk med Erik sejrsæls broder
og Styrbjørn den stærkes fader (jfr. HeiSreks saga 1588 9, Hkr. I 1399)
eller med Erik sejrsæls søn, Olaf skotkonung; den sidste var den mest
kendte, bl. a. fordi han havde kæmpet ved Svolder. Endelig kunde der,
da næste vers handler om Gautrekr, være tale om den Olaf, der nævnes
i Gautreks saga (se nedenf.).
27 a. Varianter: 2 pramæidom S, pra meæidom U; 3 hansvanvenge S,
hans vanvæingi U (allerede JS1 formoder at der skal deles hann svan-
væingi); 4 tæilia S, tælia U.
1—4. Disse linjers overleverede form er i flere henseender mistænkelig:
L. 1 har intet rim, 1. 2 halvrim (aud-:meid-) i stedet for helrim. Dette
kunde dog undskyldes med at henvise til, at det maaske først er Snorre
(i Håttatal 79) og Sturla (i Hrafnsmål, Skjdigtn. II A 119 ff), som har
gennemført rimkravene i dette versemaal i deres fulde strenghed. Hos
RorméSr Trefilsson, hvis Hrafnsmål (Skjdigtn. I A 206—7) vistnok
har været forbilledet for strofen i Håttalykill, er versemaalet endnu
temmelig uregelmæssigt.
Baade SE og FJ har opfattet 1. 1 og 4 som en sætning for sig:
Å ek frå 6låfi . . . selju mens telja ‘det tilkommer mig at fortælle kvin-
den om Olaf. Hvis dette er rigtigt, har vi her et eksempel paa den fra
»løse vers« velkendte maner, at kvinder forudsættes som tilhørere eller
blandt tilhørerne. Dette forekommer ellers ikke i digtet, og egentlig
skrevet for damer kan det næppe siges at være; paa det tilsvarende sted
i vers 26 a regnes der med at tilhørerne er mænd, elds brjotendr hranna.
Resten af halvverset audar pråmeidum sløngdi (KG formoder af rytmiske
grunde slQng præt. af slyngva, Efterl. skr. II 89) hann svanvengi giver
ingen mening i den overleverede form (de i LP1 givne tolkninger pråmeidr
»qui crebro lædit«, altsaa knyttet til verbet meida, og slengja svanvengi
»jacere mare, verrere æquor, de remigatione vehementi«, kan man helt
se bort fra). FJ har derfor ændret svanvengi til snåkvengi ‘snogens land’,
guld. Sætningen betyder da: ‘han udslyngede guld til mændene' (audar
prå-meidr en kenning af lignende betydning som f. eks. audar beidir
eller siks glodar sækir).
Skønt halvversets form og mening med denne tolkning ikke kan siges
at være fuldt ud tilfredsstillende, kan der ikke foreslaas noget bedre.
Den udvej at henføre audar pråmeidum til den første sætning og lade
den anden bestaa af ordene sløngdi (slgng?) hann svanvengi Selju mens
(Selja en ø, Selju men havet), er kun mulig hvis der i svanvengi søges
en betegnelse for ‘ild’ eller ‘lys’; men dette kan næppe ske undtagen