Nordens Aarbog - 01.06.1920, Blaðsíða 43

nordens universiteter og det nordiske samarbeide
Bak dette samarbeide lá — klarere eller dunklere — en be-
vissthet om samhörighet. Der var fölelser, som virkede i motsat
retning: frygten for »samröring», minderne om en skandinavisme,
som hadde lekt med store ord, tillböieligheten til at stá helt
»frit» og vælge sine venner, hvor man kunde finde dem. Men
trods alle betænkeligheter og reservationer voksede interessen for
nabolandene, trangen til at utveksle idéer og meninger med re-
præsentanter for frændefolkene. Det var livet, som seirede over
alle motstridige teorier.
De nordiske akademikere, ældre og yngre, som önsker at
berike det givne hjemlige miljö med impulser utenfra, er — helt
naturlig — i förste række henvist til at söke samvær og sam-
arbeide med andre nordboer. Om man i hvert enkelt av landene
holder horizonten fri, vil man se, at ingen stár ens eget folk
nærmere end stammefrænderne i Norden. Der er likhet nok —
i sprog, samfundsforhold, traditioner og tankegang — til at der
findes et bredt fælles grundlag for interesserne, til at man hurtig
kommer i kontakt, til at man forstár tilbunds Men der er ogsá
nuancer nok til, at man kan föle sig beriket — pá dette brede
fælles grundlag — ved det særegne tilskudd, de andre gir, og
til at man kan bli sig sit eget væsen klarere bevisst gjennem
forskjellen fra de andres. Likheten skaper tryghet, ulikheten en
viss spænding. Derfor föles samværet mellem nordisk akademisk
ungdom pá én gang sá naturligt og sá löfterikt. Ingen, som har
været tilstede ved et sommermöte mellem skandinaviske studenter,
kan ha undgát at lægge merke til báde forhándsfölelsen av sikkert
kammeratskap og den forventningsfulde stemning, som enhver op-
levelse av det fremmede gir. Netop i denne blanding av hjem-
ligt og fremmed, av tryghet og spænding, ligger charmen ved
et slikt möte.
Nuancerne kommer til syne allerede i den ytre fremtræden.
Ved studentermötet pá Voss sommeren 1919 var det t. eks. ikke
sá vanskeligt at ha en mening om de unge kvindelige studen-
ters nationalitet, bare man sá dem gá over pladsen. Man trodde
at kunne kjende de norske pá det mere bevisste uttryk, pá det
sterkere præg av vilje i mine og gang. De svenske hadde, om
jeg fár lov at uttrykke mig sá poetisk, mere av en dröm i sit
ansigt: »lángtan heter min arvedel, slottet i saknadens dalar». De
danske delte med de norske den sterkere bevissthet i uttryk og
37