Nordens Aarbog - 01.06.1920, Síða 89

SIGRID UNDSET
Det var en liten friverden for ungene för i tiden — jordene
mellein Theresegaten, Steensgaten, Tilestrædet og Ullevaalsveien.
Natmandshaugen — hvor nu Fagerborg kirke staar — lokket med
sit skræmmende navn. Steensparken var ingen park, og det var
ingen bebyggelse op mot Blaasen. Det eneste hus der var bil-
ledhugger Magelsens lille atelier, — utenfor det stod en havareret
avstöpning av hans Tordenskjoldsstatue, og vi morret os med at
kaste sten paa taket, for det ramlet slik og billedhuggeren var
pragtfuld i sin vrede. Mellem atelieret og Blaasen var der en liten
dam — paa det dypeste gik den litt over knæet, jeg har maalt
den mange ganger, men det het sig at en liten gut en gang var
druknet i den, det ga den en hemmelighetsfuld mystisk tildra-
gelseskraft — som var det bundlöst. Alle disse jorder og knauser
~~ videre over til markene mot Fagerborgveien, Bailökken og
jordene ved Kirkeveien — var vor eiendom, ungenes frie, urörte
tumleplads. Herlig tumleplads sommer og vinter — og i mörke
höstkvelder. naar vi drog paa farlige og ophidsende rövertog —
til skade for fremmede eplehaver og vor egen lekselæsning. Av
al denne herlighet har bare Blaasen faatt ligge urört — til glæde
for en ny ungdom. Det var paa Blaasen at Nils Collett Vogt
sat og saa ut over Kristiania — den sovende by som han vilde
vække og erobre. Og det var her Sigrid Undset lærte at længes
niot alt hun ikke kunde faa ....
Det har git hende et av de tidligste og sterkeste indtryk:
en fattig mishandlet natur som byen hadde levnet. Et vemodig
surrogat for landets virkelige, frodige og friske natur. Noget
döende. noget som langsomt blev kvalt, tilintetgjort, ædt op av
byen — det var barnenes erstatning for savnet av skog og mark.
Ribbete busker, brukne trær, hist og her en viol paa den ned-
trampede mark, — det var den natur utkantgaternes barn maatte
nöie sig med. Nöie sig med, resignere — og lære at længes.
Det er som hele Sigrid Undsets digtning samler sig i de ord.
Og av barndomsindtrykkene stiger milliöet og stemningen i hen-
des fortællinger: den stygge graa gate hun avskyr og elsker og
först og fremst kjender; menneskene som gaar böiet under den
graa hverdag og kjender under sit hjerte en stor haablös længsel.
Motsætningen mellem den tröstelöse hverdag og den store livs-
længsel. Det er herom hendes digtning handler.
Og gjennem sine tanker over denne motsætning blir hun
»3