Nordens Aarbog - 01.06.1920, Page 94

KRISTIAN ELSTER
ringeste betydning for utviklingen, vil slegter söke til hendes
digtning, vil fordype sig i hendes menneskeskildring. Netop fordi
hun skriver ut fra et bestemt livssyn, lever hendes digtning og
lever sit selvstændige liv. Den som staar uberört eller fiendtlig
likeoverfor hendes morallære, vil gripes av hendes menneskers
skjæbne.
II.
Sigrid Undset er som forfatterinde optat av to ting, men-
neskeskildringen og ideen. Naar en boks ide blir meget tydelig,
saa tydelig at boken farves av en bestemt livsopfatning, sier vi
den har tendens. Paa en maate har alle betydelige böker ten-
dens, enhver værdifuld forfatter har en mening med det han
skriver, det fyldes av hans sind, det er altid en ide med i und-
fangelsen. Men mange forfattere arbeider ideen, tendensen, me-
ningen med boken om man vil, slik ned, at det gjemmes helt
under bokens eget liv. Den fremtrær som et utsnit av livet,
forfatteren tar ikke til orde for egen regning. Naturligvis gjör
han det i virkeligheten, det hele er et spil om form, og den ene
er like god som den anden, naar det bare er kunstnerisk godt
gjort. Det er like godt paa gammeldags maner at ta tingen
slik det jo ogsaa virkelig forholder sig og si, jeg, forfatteren vil
naa fortælle en historie og saa aldrig falde ut av denne fortæl-
lende tone. Slik fortalte Cervantes sin Don Quichote, Dickens
og Thackeray sine romaner, i virkeligheten Victor Hugo og
Björnson ogsaa sine, de var bare litt mindre direkte talende med,
men deres fortællende röst rurtger i foredraget. — Paa en anden
maate er digteren ogsaa altid tilstede i den lyriske eller sterk
artistisk utformede roman, han fornemmes i dens utsmykning, og
vi söker ikke der at opretholde en illusion om at det fortalte er
et strengt utsnit av livet. Vi fornemmer altid I. P. Jacobsen og
Hamsun gjennem deres stil. Anderledes med den helt realistiske
moderne roman, der sökes opretholdt en illusion om det fortaltes
selvstændighet. Forfatteren gjör sit kunstverk færdig i sit verk-
sted, söker at fjerne sine egne spor, sætter det fra sig og gaar
- der staar det. Det har sit eget, selvstændige liv, sier vi,
menneskene lever sine skjæbner uten at forfatteren griper ind, de
bestemmes av livets love, ikke av digterens. Det er naturligvis
88