Nordens Aarbog - 01.06.1920, Page 99

SIGRID UNDSET
enten maattet söfge for sig selv eller kjæmpet for sig selv og
sit, for de fleste er livet en vandring mellem kontoret og hybelen
eller et graat Kristianiahjem. Men i denne graa hverdag gaar
disse unge piker ranke, indesluttede, og fyldt av en bitter stolt-
het og en urovækkende længsel. De er hjemlöse i mere end en
betydning, deres sind har saa vanskelig for at fæste bo, for at
slaa sig ned, bygge rede. I al deres slit har de en længsel —
kjærligheten. men de er vanskelige av sind, deres længsel, deres
kjærlighetsdröm er saa stor, saa höit löftet, at de ikke kan finde
sikkert nok rum for den i hverdagsiivet. Deres skjæbne er ofte
den bitre at de i sin haablöse længsel nöier sig, maa nöie sig,
med en smule lykke, en smule kjærlighet. De træller i hver-
dagen og vil en kjærlighet höit, höit over alt det dagligdagse —
°g saa blir det hverdag der ogsaa. Det er deres kamp. De
hne dype naturer som Uni i »Den lykkelige alder» og »Fru Hjelde»
seirer, de finder miraklet ogsaa i hverdagen. De svake gaar
under eller splintres.
Jenny i den store roman av samme navn er en av dem som
hvet splintrer. Jenny er kunstnerinde og hendes liv arter sig
niere broget, mere omskiftelig end for de unge kvinder, »Den
lykkelige alder» fortalte om. Men hun er allikevel en av dem,
hun hörer hjemme i den graa hverdag i et utrivelig hjörne av
Kristiania. Forgjæves har hun set sydens blaa himmel over sig,
hun förer altid graa Kristianialuft med sig. Hun er ensom, bit-
terlig ensom, stolt og god, klok og redelig i al sin færd. Alt
i hendes sind er længsel — længsel efter lykken, efter kjærlighet.
Hendes ulykke er at det bare er længsel. Hun har vilje og
længsel til at elske, men savner evnen. Hun kan ikke utlöse sig
selv. Lykken er en haablös higen i hendes sind, men hun kan
'kke være lykkelig. Hun er hel i sin jomfruelige længsel, hun
er stolt i sin resignation, slank og tilsyneladende kjölig maa hun
gaa sin vei utenom lykken. Kjærligheten er for hende drömmen
om det störste, hun kan ikke slaa av, hun er blottet for en hver
evne til letlivethet, for ikke at tale om letsindighet. Livet hadde
fordömt hende til resignation, og hun kunde ha baaret den.
Og saa gjör hun det allikevel ikke. I en svak stund gir
hun litt av sin stolthed, for de aller fleste intet, hun utleverer litt,
ganske litt i en blid, tom stund, — det er bare et kys til en
mand hun ikke elsker, — men som elsker hende. Det er en
93