Nordens Aarbog - 01.06.1920, Qupperneq 106

KRISTIAN ELSTER
sig med, men ikke elsker, fordi de ikke eier det ukloke, det
overrumplende, det eggende, det hemmelighetsfulde som til alle
tider har lokket mænd til elskov, til galskap, til forglemmelse av
hjem og trofasthet og sig selv • . . Det er kvinder som savner
det gaadefuldt kvindelige- I al sin retskafne brahet, i al sin evne
til opofrelse, oplever de aldrig mysteriet i sig selv og utstraaler
aldrig mysteriets lys for manden. De er de sande ulykkelige
fordi de uforskyldt er for fattige til lykken ....
Den förste av de tre fortællinger, »Smaapiker», hörer bare
antydningsvis med til helheten. Vi bare fornemmer svakt at
motsætningen ogsaa her er tilstede mellem den lyse uskyldige
lille Sif og den mörke mere vidende Elna, som med en sukker-
stang som hun har faat av Sif, lokker et barn til sig og bort
fra veninden. Fortællingen er en liten fortæffelig barnestudie,
en indledning til de to större fortællinger.
Disse to, »Tjodolf» og »Gunvald og Emma», bindes sammen,
foruten ved bokens fællesidé, ogsaa derved at de skildrer sted-
mödres forhold til stedbarnene. I den förste tar en barnlös gift
kvinde til sig et barn, i det andet gifter en kvinde sig med en
enkemand med flere barn. I den förste er det forholdet til den
virkelige mor, en letsindig töite, som skaper vanskeligheterne for
stedmoren, i det andet födes vanskeligheterne i stedmorens eget
retskafne sind; hendes forhold til stedbarnene blir mere omsorgs-
fuldhet end kjærlighet, og mindet om den döde mor, en upaa-
lidelig, uregjerlig og uordentlig kvinde, staar iveien for stedmoren,
baade i forholdet til barnene og til manden.
Og ingen av disse to kvinder, gjennem bra, men borgerlig
utrustet, formaar at binde sine mænd. De agter sine hustruer,
de holder av dem, de vil ikke miste dem. Men de tænder ikke
deres fantasi. De kan dem for godt. Ingen hemmelighet har
de at aabenbare. I den förste fortælling lar Julius sig forlede av
det tarvelige allemandskvindfolk som er lille Tjodolfs mor, en
kvinde han av hjertet foragter, men som det er litet gran morro
med ... I den anden kan den rolige og bra Gunvald efter at
han har giftet sig med den utmerkede og retskafne Emma,
aldrig glemme sin förste kone — den hemmelige utrygge liden-
skab hun brændte ind i hans sind, det ga ulykke, men lyksalig-
het i de faa stunder, en lyksalighet ingen tilfreds ro kan ut-
slukke.
ioo