Nordens Aarbog - 01.06.1920, Qupperneq 111

DANSKE TEATERFORHOLD 'OMKRING 1920
vil ingen, som har fulgt vore Sangeres forste famlende drama-
tiske Udfoldelse, til de stod som habile Skuespillere, virkelig
Gengivere af et Tonedrama, være i Tvivl om, at det er det sta-
dige Naboskab med Collegerne ved Talescenen, som har hjulpet
dem frem. De tre Kunstarter har i intimt Samarbejde i hojeste
Grad stottet hverandre; og dette er noget for dansk Teater gan-
ske specifikt.
For saa vidt vilde det være naturligt at slutte, at alt da
ogsaa helst maatte blive ved det gamle. Men Verden er bleven
storre. Menneskenes Born har formeret sig; flere og flere Vær-
ker banker paa, som kræver Opforelsc, og de yngre Skuespillere
og Sangere fordrer ogsaa med Rette en Plads i Solen, og den
har de meget svært ved at skaffe sig under de nuværende For-
hold. Altsaa: det gælder om paa Grundlag af og med Benyt-
telse af de bestaaende Værdier at skabe den dobbelte Arbejds-
mulighed. Og hertil er Dobbeltscenen unægtelig den eneste
Udvej. Sporgsmaalet er blevet betydeligt simplificeret: vil det
danske Folks Repræsentanter bevilge de Penge, som denne Ud-
videlse af Scene- og Tonekunstens Muligheder betyder? Vil de
være med til at udvide Rammerne, saaledes som Udviklingen
og de sterre Forhold nu ubestrideligt tor gore Krav paa?
Om det sker eller ej, vil vise den kunstneriske Lydhorhed i
Tiden, eller man kan maaske nojes med at sige: Respekten og
Ærbodigheden for de Værdier, der maaske ikke altid forstaas.
Det nytter ikke at nægte, at der rundt om i Danmark har rejst
sig Partier, der forholder sig, om ikke direkte afvisende til kunst-
nerisk Kultur, saa dog uvilligt eller ligegyldigt. Som mener, at
vil man strække sig meget vidt, kan Staten for en billig Penge
overlade Bygningen paa Kongens Nytorv til et Aktieselskab af
Skuespillere, der saa maa se til at klare sig som de bedst det
kan. Og hertil kommer alle de Svage i Aanden, for hvem en
Films-Opforelse med Klaverakkompagnement fuldt ud tilfreds-
stiller Nydelsen ved dramatisk Kunst, og for hvem det er hip
som hap om Skuespillerne er levende Mennesker eller bare
Skygger, og om de taler eller ej. At de ikke gor det paa Lær-
redet, synes maaske til og med mange en Fordel.
Det er nye Tider, som har rejst sig, om ikke just nye Tan-
ker. For Oldtids-Grækeren var Dramaet et Led i den religiose
Kultur, og for godt og vel hundrede Aar siden betragtede vor