Andvari - 01.01.1937, Qupperneq 110
106
ísland í norrænum sögunámsbókum.
Andvnri
en nokkuð annað, að baráltan stóð ekki í það sinn um
trúna fyrst og fremst, heldur einkum um aðstöðu til
valda. Einkennandi er það, að það voru einmitt voldug-
ustu löggoða-ættirnar, sem báru kristnina fram til sigurs
árið 1000. Þá var undirstöðunni svipt undan völdum
smágoðanna, því að þær hofsóknir, er þeir höfðu veitt
forstöðu sem hofgoðar, voru leystar upp.
Sigur löggoða-ættanna verður að teljast meginorsök
þeirrar friðaraldar, sem rétt á eftir rann upp á íslandi.
Hún stóð tvær aldir að kalla. Raunar er sagt frá árekstr-
um og ófriði milli höfðingja á 12. öld, en þeir atburðir
virðast hafa verið svo strjálir, að þeir hafi frekar verið
undantekningar, sem staðfestu regluna. Beint hernaðar-
ástand kemur aðeins til greina á árunum 1237—38,
1241—46 og 1254—55. Svo að víst er óhætt að segja,
að flestir höfðingjar á þjóðveldistímunum hafi ríkt í ein-
drægni, til þess að gera, og hlotið friðsamlegan dauðdaga.
Meðferð Islandssögu efiir 1262 er ekki heldur galla-
laus. Það er t. d. óverjandi að segja um þróun íslenzku
þjóðarinnar, að byrjað hafi um 1400 >— bæði á atvinnu-
sviðinu og í andlegu lífi — hnignun, sem fyrst hefur
stöðvazt á vorum dögum.« Miklu fremur sýnist 15. öld
hafa verið efnalegur uppgangstími á íslandi. Verzlunar-
sambönd við umheiminn voru þá langt um fjörmeiri
en tvær aldir á undan, og þá söfnuðu bæði kirkjan og
yfirstétt leikmanna talsverðum auði. Það var ekki fyrr
en á 17. öld, að almenn efnaleg hnignun kæmi greini-
lega í ljós, og hámarki nær hún á seinna hluta 18. aldar.
En sökin á eymd þeirra tíma liggur að allmiklu leyti í
einokunarversluninni dönsku, sem stundum var rekin svo
hlífðarlaust, að beinlínis er að ræða um féfletting á
landsmönnum.
Ennþá verra er að skilja, hvernig hægt er að tala um