Búnaðarrit - 01.01.1913, Side 134
130
BÚNAÐARRIT
fjórfalt við það, sem venjulegt er að hafa, eftir íormúlu
próf. Ooldings, sem mest er notuð. Að vísu verður að
gæta þess, að aðaltilraunin er gerð í kerum, en ekki
með jörð í náttúrlegri legu, og einnig þess, að pípuræsi,
sem formúlan gildir um, þrengjast oft og jafnvel stíflast
af leðju, sem sígur inn í pípurnar úr leirnum. Sé um
opna skurði að ræða, kemur ekki þetta til greina.
Á grasi grónu landi er mikil uppgufun, en það sýnir,
að plönturnar brúka mikið vatn — eyða miklu vatni úr
jarðveginum. Af þessu leiðir, að grasgróður þarf ekki
eins fullkomna framræslu eins og sá gróður, sem sjálfur
eyðir litlu vatni. Uppgufunin fer nokkuð eftir saman-
lögðum blaðfleti gróðursins, og eg geri ráð fyrir, að blað-
flötur á túngróðri hór á landi sé stærri en á sáðtúnum
erlendis, og mundi því, ef aðrar ástæður væru hinar
sömu, mega komast af með ófullkomnari framræslu á
túnum hér en þar tíðkast, enda er þar sjaldan gerð fram-
ræsla fyrir túnrækt eingöngu.
Hversu vandlega þarf að ræsa fer einnig eftir rótar-
vexti plöntunnar, sem ræst er fyrir. Rætur einærra
piantna ná sjaldan dýpra en 1 m., en jarðvegurinn getur
með hárpípuaflinu dregið vatnið upp frá grunnvains-
yflrborðinu: sandjörð 25—50 cm., mójörð 1—1,15 cm.,
leirjörð 2 m. og moldarjörð alt að 2—3 metrum. Liggi
grunnvatnið dýpra en IV2—4 metra — eftir jarðvegi —
getur það því ekki komið einærum gróðri að notum, eða
yfirleitt þeim gróðri, sem ekki hefir rætur dýpri en 1
m., og gróðurinn verður þá að bjargast við þann einn
raka, sem jarðvegurinn getur haldið eflir af regnvatnimi.
A hinn bóginn er ekki holt fyrir gróðurinn að grunn-
vatnið liggi að rótum hans, því að loftið er þá útilokað
og þar með hin gagnlegu og nauðsynlegu áhrif þess.
Með framræslunni þarf þá að sökkva grunnvatninu niður
fyrir rætur þeirra plantna, sem ræst er fyrir, og spurn-
ingin er þá, hversu þétt þarf að grafa skurði með vissri