Saga - 1960, Blaðsíða 159

ÁLITSGERÐ PÁLS MELSTEDS 5. FEBR. 1849
151
Grundloven § 23), og ikke kunde sikkert vente at komme
tilbage förend i Juni Maaned det næstpaafölgende Aar,
vilde deraf fölge, at de næsten bestandig maatte være
borte fra deres Embeder, hvorunder Landets Adminis-
tration i höi Grad vilde lide.
c/. Naar Rigsdagen blev oplöst efter Grundlovs-Udkast-
et § 26, vilde Island ikke kunne blive repræsenteret ved
folkevalgte Rigsdagsmænd, og det maatte, i saa Tilfælde,
enten blive urepræsenteret, eller det maatte overlades
til Kongen at udnævne de islandske Medlemmer af Rigs-
dagen. Det samme Tilfælde vilde indtræde naar en over-
ordentlig Rigsdag blev sammenkaldet ifölge Grundlovs-
Udkastets § 24 (cfr. ogsaa § 12) paa den Tid af Aaret,
da de islandske Rigsdagsmænd vare bortreiste eller fra-
værende.
d/. Da kun Enkelte faa af Islands Indbyggere formedelst
Sprogforskjelligheden ere istand til at repræsentere Island
paa Rigsdagen, er den Islænderne tilstaaedeValgfrihed kun
illusorisk og kan i Sandhed ikke kaldes nogen Valgfrihed,
og den heraf fremgaaede Repræsentation vil derfor nöd-
vendigviis have hele det islandske Folks Stemning imod
sig. Blev der derimod tilstaaet Islænderne Ret til at tale
deres Modersmaal paa Rigsdagen, hvorpaa de synes at
have en naturlig, nu i Almindelighed anerkjendt Fordring,
saa vilde deraf opstaae en utaalelig Forvirring,. da maa-
skee ikke en eneste Rigsdagsmand kan forstaae og fölge
et i det islandske Sprog holdt Foredrag.
e/. En slig Repræsentation vil desuden være og blive be-
tragtet som aldeles unyttig for Island, da det er at forud-
see, at en saa ubetydelig Qvotient af Rigsdagen, som de
islandske Deputerede udgjöre, ikke vil kunne skaffe de
Anskuelser Indgang, som ellers,, ved Regjeringens Ind-
flydelse, ikke vilde kunne gjöre sig gjeldende; og det
saa meget mindre, som der vil giv.es yderst faa Islænd-
ere, der, endskjöndt meget vel kyndige i det danske