Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Qupperneq 53

49
kelig. Allerede SE formodede derfor, at den skyldtes en fejl og at der
skulde staa hjalmsaml (saal. ogsaa FJ).
Ogsaa formen dudur, som i U skrives over pudur i 1. 6, »synes å forut-
sette et nytt gjennomsyn av forelegget; dudur stemmer med S dat 34 b,
SU desse 4 b, SU -ding 6 ganger osv. Men det er hverken islandsk eller
Rugmans vanlige skrift« (A. Holtsmark). Jfr. s. 102. Det er dog ikke
udelukket at dudur, opfattet som dudfujr, part. af dy ja ‘ryste’, er Rug-
mans forsøg paa at forklare den for ham fremmede form pudur (nyisl.
har kun punnur); hans oversættelse i S er saa unøjagtig, at man ikke
kan se, hvorledes han har forstaaet stedet.
7—8 er uden tvivl rigtigt tolket af SE (og NN § 1158):
Hirh j6k — hermenn geriSu
(hjésk li5) Jjann siS — éfriS.
Vers 7 a og b
(teksten s. 35).
Versemaalet kaldes belgdrQgur (f. piur.), et ord som kun findes her.
Der er sikkert ingen sammenhæng med den metriske finesse, som i
Håttatalskommentaren kaldes drggur (SnE I 622, jfr. II 146) og som
bestaar i, at slutningsordet fra en strofe gentages i begyndelsen af den
næste. Ordet belgdrQgur maa antages at være hentet fra smedjen, hvor
man har sagt draga belg om at bevæge blæsebælgen for at puste til ilden.
Udtrykket findes i de forskellige nordiske sprog. Fra norsk gør A. Holts-
mark opmærksom paa Kleiven: Lom og Skjåk s. 321: ha kjeringje med
te aa draagaa belgen aat se. Svensk har draga balgen, se Svenska akade-
miens ordbok balg I 3 a, Ostergren: Nusvensk ordbok balg II; i Sv.
akad. ordbok findes endvidere bålgdragare ‘om person som drog en orgel-
balg’, dragbålg ‘blåsbålg som hålles i gång genom dragning i en haf-
stång’. Fra dansk har Ordbog over det danske sprog III under Bælg 2.2
et citat fra Drachmanns Vølund Smed: Drag Bælgen, Svartalf; Ilden
slukner ellers, jfr. ogsaa samme bind sp. 894 under drage. Ellers hedder
det trække bælgen, f. eks.: Bonden trak Bælgen og slog med Forham-
meren, Feilberg: Dansk Bondeliv, 1922, s. 214. Endvidere tysk die
balge ziehen Grimms Worterbuch Balg 7. Versemaalet belgdrQgur har
haft en rytme som naar bælgen blev trukket i smedjen. Det er
i denne sammenhæng morsomt at lægge mærke til, at tonefaldet fra
linjer som på var rit \ rodin hvit netop genfindes i en lille strofe, der
ifølge Landnåmabék (udg. 1925 s. 145) blev kvædet »i smiSju« og hvori
man har ment at høre hammerslagenes takt (jfr. Heusler: Die altger-
manische Dichtung s. 98—9): »Ek bar einn | af ellifu | bana orS. | Blåstu
meir!«. I modsætning til strofen i Landnåmabék har belgdrpgur imid-
lertid enderim. Det nærmer sig derved stærkt til »en minsta runhenda«
i Håttatal 82; blot kræves der ikke to rimstave i de ulige linjer i belg-
drpgur, og Snorre giver da ogsaa i kommentaren til sin strofe lov til
kun at have én.
4*