Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 48

helt ringe omfang, men nogen mere bestemt forestilling om dens ud-
strækning får man ikke herved.
Et konkret eksempel, et brudstykke af conunga ævi ligefrem, har Eva
Hagnell derimod ment at finde i den slægtsrække for Harald Hårfager,
som i den bevarede fslendingabok er indskudt mellem prologen og ind-
holdsfortegnelsen :110
Halfdan hvitbpinn Upplendinga conungr sonr Olåfs trételgio Svia con-
ungs vas fajaer Aysteins fretz faujmr Halfdanar ens millda oc ens matar-
illa fpjaor Gojarojaar veijaiconungs fpfrør Halfdanar ens svarta fpjrør Harallz
ens hårfagra es fyrstr var ja Jaes kyns einn conungr at pliom Norvegi.111
Mere end en hypotese er dette dog ikke, og jeg kan ikke engang anse
den for særlig sandsynlig. Bortset fra bemærkningen om, at Harald var
den første af slægten, der blev enekonge over hele Norge, er dette stykke
en blot og bar slægtsopregning, og det kunne for den sags skyld lige så
vel være hentet fra åttartala som fra conunga ævi. Finnur Jonsson op-
fatter da også dette afsnit alene som en orientering om Harald Hårfagers
slægt.112 Under ingen omstændigheder kan det omtalte stykke anses for
at være repræsentativt for Aris conunga ævi. En så fyldig slægtsopreg-
ning ville medføre ustandselige gentagelser, hvis den blev anført for hver
enkelt fyrste, og hertil kommer, at en så vigtig bestanddel som angivelsen
af regeringstid savnes. Den findes derimod i Islendingaboks kap. I: En
svd er sagt at Haralldr véri lxx. vetra conungr o c yrpi atrøpr.113
Mere hold er der i den jævnførelse, som ofte - og fyldigst af Eva Hag-
nell114 - er foretaget med, hvad man med Aris eget udtryk kan betegne
IggsQgomanna ævi, således som denne, med en vis usikkerhedsmargin
ganske vist, kan udskilles af den bevarede fslendingabok. Der fremkom-
mer herved en opregning af lovsigemændene i kronologisk orden med an-
givelse af funktionstid for hver enkelt og en kort omtale af de vigtigste
begivenheder, som fandt sted i hver periode. Et eksempel kan anføres
for at belyse forholdet:
110 E. Hagnell, op. cit., p. 135.
111 Islendingabåk, p. 7.
112 Litt. Hist. II, p. 357, og i Islendingabåk, p. 8. Hermed skal dog ikke være givet
nogen tilslutning til Jonssons påstand om, at Ari selv „med velberåd hu“ har anbragt
stykket på den nuværende besynderlige plads.
113 Islendingabåk, p. 9.
114 Op. cit., p. 130 ff.
48