Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 177

måden kan være yderst fri, tildels vel støttet på excerpter eller blot hu-
kommelsen. I andre tilfælde tyder dog citaterne på selvstændigt studium
af de originale værker.7
Foruden ved sin lærdom udmærker Th. sig ved en — efter tidens for-
hold - ganske betydelig kritisk sans. Han lader vel enkelte gange et
spørgsmål stå uløst hen, når hans kilder har modstridende oplysninger,
men andre steder vælger og vrager han, og hans opmærksomhed er stadig
henledt på overleveringens usikkerhed.8
Blandt sine norrøne kilder fremhæver Th. allerede i fortalen is-
lændingene, hos hvem traditionen om fortidens begivenheder er særlig
godt bevaret, fordi den støttes af omtale i gamle kvad.9 Af dette udsagn
synes det rimeligt at slutte, at Th. har hørt skjaldekvad foredraget,10 og
i hans fremstilling af Olaf Tryggvasons og Olaf den Helliges historie
spores også efterklange af strofer fra Hallar-Steins Rekstefja, Einarr
Skulasons G eisli og Ottarr svartis HpfuSlausn.11
Den islandske tradition kender Th. kun i mundtlig form.12 Dette frem-
går allerede af bemærkningen om vanskelighederne ved at fastsætte det
nøjagtige årstal for Harald Hårf agers tronbestigelse: ... valde difficile
est in hujusce ad liquidum veritatem comprehendere, maxime ubi nulla
opitulatur script orum auc torit as .. .,13 og det siges endnu tydeligere ved
7 A. O. Johnsen, op. cit., pp. 29-60, behandler udførligt spørgsmålet om Th.s
udenlandske kilder. Jævnfør dog den af Jens S. Th. Hanssen fremsatte kritik af
Johnsens resultater i Symbolae Osloenses XXVII, især pp. 120-123. Sammesteds har
Hanssen påvist, at Th.s digressioner ofte har aktuelt sigte og bl. a. kan rumme en skjult
kritik af Sverre (se p. 97).
8 Se eksempler hos A. O. Johnsen, op. cit., pp. 64 ff.
9 MHN, p. 3. Jvf. om dette spørgsmål E. F. Halvorsen i Årbåk hins islenzka forn-
leifafélags. Fylgirit 1958, p. 142 ff. Halvorsen fremhæver, under henvisning til Saxos
udtalelser, at Th.s påberåbelse af islændingene som autoritet må ses på baggrund af,
at den islandske tradition, således som denne var overleveret af skjaldene, nød
almindelig anerkendelse i samtiden som værende i særlig grad pålidelig. Dette
udelukker ikke, at Th. har benyttet andre kilder, især mundtlig norsk tradition.
10 Således også S. Nordal, Om Olaf den Helliges Saga, p. 12.
11 Disse og andre mere usikre paralleller gennemgås af A. O. Johnsen, op. cit.,
pp. 24-29.
12 At Th. skulle have benyttet islandske skrevne kilder er hævdet af A. Gjessing
(Kongesagaens Fremvæxt II, p. 51 ff.), G. Storm {Otte Brudstykker af den ældste
Saga om Olav den Hellige, indledn., p. 23 f.), J. Schreiner (Tradisjon og saga om
Olav den hellige, p. 37) og Finnur Jonsson (Litt. Hist. II, p. 593, og i Årb. f. nord.
Oldk. 1928, p. 265). Denne opfattelse er imødegået af S. Nordal {op. cit., p. 7 ff.) og
Bj. ASalbjarnarson {Om de norske kongers sagaer, pp. 49-54).
78 MHN, p. 6.
ia Bibliotheca Arnamagnæana xxvi
177