Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 191

etiam regno perutilia plurimis in locis ædificavit, ut palatium Bergis
venusti operis, licet ligneum, quod modo præ nimia vetustate pæne col-
lapsum est, porturn etiam in loco, qui dicitur Agthanes, navigantibus valde
utilem, imitatus in hoc Augustum Cæsarem ...
Atter her er der således tale om et isoleret afsnit, opfyldt af konkrete
oplysninger, parret med almindelig karakteristik, og altså af en beskaffen-
hed af ganske samme art som den, der kendetegnede de tidligere frem-
dragne steder. Som før ved Olaf Kyrre mærkes her ved Eystein karak-
teristikkens gejstlige tone. Endvidere skal det noteres, at Eysteins død
nævnes før omtalen af hans forbilledlige styre og hans byggeri.
Efter digressionen om kejser Augustus skildrer Th. Sigurd Jorsalfarers
bedrifter i Palæstina, og der sluttes med en subjektivt præget, skånsom
omtale af kongens vanvid (MHN, p. 66) :
Siwardus inter optimos principes tune merito numerandus, postmodum
vero inter mediocres, dicentibus quibusdam sensum illi fuisse immutatum
propter potionem cujusdam noxiæ confectionis. Sed qui hoc affirmant vi-
derint ipsi, quid dicant; nos ista in medio relinquimus.
Som afslutning på sit værk omtaler Th. Magnus Barfod-sønnen Ha-
rald Gilles ankomst fra Skotland og hans jernbyrd. Th.s kilde kan her
som ved tidligere beretninger være de islandske hjemmelsmænd, men
skildringen er i øvrigt nu nået så langt op mod forfatterens egen tid, at
begivenhederne må antages almindeligt bekendte. Hjemlig overlevering
synes da også at skinne igennem ved bemærkningen om, at nogle fandt
jernbyrden rigeligt streng, og det bemærkes, at prøven foregik under
kirkelig kontrol. Også Sigurds Jorsalafærd må utvivlsomt have været vel-
bekendt i gejstlige kredse kun godt et halvt århundrede efter begiven-
heden, men særlige grunde for at antage, at Th. her gengiver hjemlig
tradition, lader sig ikke påvise.
Som det vil være fremgået af den ovenstående gennemgang, lader Th.s
værk sig skille i tre bestanddele, der hver især er karakteriseret ved arten
af de oplysninger, der meddeles. Mest iøjnefaldende er de lærde digres-
sioner, hvor forfatteren øser af sin boglærdom; men også de to andre
grupper har hver for sig deres særpræg. Den ene omfatter begivenheds-
historien, beretningen om kongernes bedrifter i ind- og udland, og det