Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 81

har Aris formål været at give en oversigt over de vigtigste begivenheder
i landets politiske og kirkelige historie fra o. 870 til 1120. At kirkens
historie dominerer, skyldes efter Jånssons mening ikke, at Ari var gejstlig
og kun havde sans for dette emne, men årsagen er simpelthen, at kirkens
historie var kernen i Islands historie i det 11. århundrede; de verdslig-
politiske begivenheder var i forhold hertil mindre betydningsfulde. „Vi
kan ikke påvise en eneste tildragelse af fortrinlig rang, som Are har forbi-
gået. I den grad har han med beundringsværdig sikkerhed og aldrig svig-
tende sans for det almene, for helheden og det vigtigste, vidst at ramme
det centrale og indsætte det på rette plads i sin udvikling .. .“.191 Kort
sagt: Finnur Jonsson betragter Ari som en videnskabsmand, der søger
sandheden og kun den.
Mere behersket lyder Einar Amorssons dom. Arnorsson påviser mis-
visende og ufuldstændige oplysninger hos Ari, overflødigheder og udela-
delser, uklarheder og brud i fremstillingen.192 Men i sin sammenfattende
karakteristik af Aris forfatterskab lægger også Arnorsson hovedvægten
på den rent antikvariske interesse: „Svo virSist sem takmark Ara froSa
meS samningu Islendingabokar hafi veriS greinargerd um helztu atburSi
sogu landsins fra upphafi og til andlåts Gizurar biskups Isleifssonar
(1118).“193 Som fuldstændig fremstilling af Islands historie i det nævnte
tidsrum kan Arnorsson dog ikke anerkende Islendingabok: „Hun geymir
ad eins allslitnar greinir um nokkra merkilega atburSi meS ivafi nokkurra
greina um efni, sem landssoguna skipta engu. Islendingabok er i rauninni
safn minnisgreina, mismunandi rækilegra, svo sem mitt å milli annals og
samfelldrar landssogu.“194
Det må dog forekomme utilfredsstillende at standse herved, og der
savnes da heller ikke forsøg på at placere Islendingabok som et aktuelt
indlæg med sigte på samtidens brændende spørgsmål. Halldår Hermanns-
son har sat Islendingaboks fremkomst i forbindelse med nedskrivningen
af kristenretten og ment at burde betragte den som en håndbog angående
forholdet mellem kirke og stat i fortiden til brug for lovgiverne og da
navnlig bisperne. Hermannsson synes dog ikke at nære tvivl om Aris
fuldstændige objektivitet; hans indsats bliver nærmest den sagkyndiges
191 Litt. Hist. II, p. 359 f.
192 Ari fråSi, pp. 174-83. Jvf. dog Halldor Hermannssons modbemserkninger i
Skimir CXXII, p. 9 ff.
193 Ari frådi, p. 82.
194 tbid., p. 170.
6 Bibliotheca Arnamagnæana xxvi
8l