Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 279

men dette stof indtager ikke samme centrale plads i Ågrip som i Th.s
fremstilling, og de normer, der lægges til grund ved vurderingen af
fyrsterne, er på ingen måde rent gejstlige; snarere må de betegnes som
folkelige. De konger, der som Hakon Adelstensfostre, Sigurd Jorsalfarer
og Inge Krokryg var vennesæle og afholdte af folket, har forfatterens
sympati, mens ofstopamenn som Erik Blodøkse, Gunhildsønnerne og
Sigurd Mund kalder hans misbilligelse frem.
Resultatet af denne folkelige vurdering er imidlertid i alt væsentligt
det samme som hos Th., hvor de gejstlige kriterier er afgørende. Der er
ingen grund til at tro, at Ågrip-forfatteren har stillet sig afvisende overfor
Th.s og ærkebispesædets syn på Norges historie. Forklaringen på værkets
særpræg må da enten søges i forfatterens personlige baggrund og ind-
stilling eller i den omstændighed, at Ågrip henvendte sig til andre kredse
end Th.s skrift, og af disse to muligheder har den sidste uden tvivl krav
på størst opmærksomhed. Meget taler for at opfatte Ågrip som skrevet
med henblik på Trøndelagens bønder for at overbevise dem om, at de
konger, der arbejdede sammen med kirken, i højere grad fortjente deres
støtte end Birkebeinerne og disses forgængere. At folkesproget måtte tages
i brug ved en sådan henvendelse er en selvfølge; det trøndske sagnstof
måtte gøre fremstillingen ikke blot underholdende, men også tilforladelig
hjemmevant, og det stærkt fremtrædende norsk- eller snarere trøndsk-
nationale syn samt den udtalte respekt for gammel lov og ret måtte virke
yderligere tiltalende på enhver selvbevidst trøndsk bonde.
Ved udarbejdelsen af sit værk kunne Ågrips forfatter støtte sig på et
langt rigere kildemateriale end Th. et tiår tidligere, og Catalogus regum
Norwagiensium, der synes at have været Th.s eneste skrevne kilde, kom
derfor til at spille en mindre rolle for ham end for forgængeren. Mest
nærliggende måtte det være at anvende Th.s værk som forlæg, og denne
udvej benyttede Ågrip-forfatteren da også i vid udstrækning, hvortil kom,
at han fandt det belejligt at citere en norsk lovbog. Men ved siden af
disse norske kilder var nu åbenbart den islandske historieskrivnings
grundlæggende værker, Sæmundr Sigfussons og Ari ]>orgilssons skrifter,
blevet tilgængelige for gejstligheden i Trondheim, et fremskridt, der
rimeligvis må sættes i forbindelse med, at abbed Karl Jonsson fra
bingeyraklaustr i 1185 var ankommet til Norge og havde påbegyndt af-
fattelsen af Sverris saga. Indirekte gennem lån fra Th. og direkte ved
lån fra Sæmundr og Ari blev Ågrip således i vid udstrækning en gen-
givelse af islandsk tradition, men uden at det trøndske præg derved gik
279