Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 163

Galfred of Monmouth’s Historia Britonum fra 1130’erne), men denne
forklaring forekommer yderst søgt. Det bør endvidere bemærkes, at HN
omtaler Merlins udsagn som prophetia, hvilket er ganske korrekt (Mer-
lin er en keltisk profet, der tilhører sagnkredsen om kong Arthur). Dette
kan imidlertid på ingen måde udlæses af genealogiens bemærkning,
hvoraf man snarest må få det indtryk, at Merlinus Ambrosius er for-
fatteren til Historia regum. Man kunne da snarere tænke på Galfred
eller Ordericus Vitalis66 som mulig kilde for HN på dette punkt, men
det forbliver ganske usikkert. Merlin-spådommene var imidlertid vidt
bekendte i 12. årh. Gunnlaugr Leifsson satte dem på norrøne vers om-
kring 1200, og HNs opfattelse af Merlin som konge kunne mest af alt
tyde på, at forfatteren her støtter sig på en mundtlig meddelelse, hvor
muligheden for misforståelser er langt større end ved benyttelse af skrift-
lige kilder. Den kendsgerning, at såvel genealogien som HN anfører
Merlin-spådommen i forbindelse med opregningen af slægtsrækken,
synes næsten for ejendommelig til at kunne forklares som et tilfælde, og
den rimeligste antagelse synes da at være, at HNs forfatter har „for-
bedret“ sin kildes oplysning udfra sin almindelige viden.
Nok så påfaldende som HNs lighedspunkter med genealogien er imid-
lertid det stof, som HN har udover denne. HN er klar over slægtskabs-
forholdet mellem hertugerne, og navnlig findes kun her oplysninger om
dynastigrundlæggeren Rolfs norske afstamning som søn af Ragnvald
Mørejarl. Hertil slutter sig omtalen af tilnavnet Gange-Rolf og for-
klaringen af dette. Under disse omstændigheder vil det være af interesse
at betragte den islandske litteraturs meddelelser om de normanniske
hertuger og deres efterkommere på Englands trone. De efterretninger
herom, som har størst interesse, findes i Orkneyinga saga, Fagrskinna,
Den store saga om Olaf den Hellige, Heimskringla (2 gange) og Knyt-
linga saga. Disse værkers oplysninger er af trykt parallelt med HNs i til-
lægget, hvortil der henvises. For at lette sammenligningen er dispositio-
nen i de enkelte stykker brudt, undtagen i aftrykket af Den store saga om
Olaf den Hellige og i Hkr. II. Sammenhængen i de øvrige stykker vil
fremgå af de vedføjede tal.
Orkneyinga saga (p. 5 f.) har ifølge hele sit anlæg kun interesse for
hertugliniens førstemand, Rolf, og dette endda kun i forbigående, idet
det er Rolfs fader, Ragnvald jarl, der har sagaens særlige bevågenhed.
ee Således Skard, Målet, p. 77.

11*
163