Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 156

for Adams, kasserer han denne. Medens verbale overensstemmelser før
kun lod sig ubestemt påvise, er de nu tydelige.
HN indleder sin fortælling om Olaf, søn af Harald Grenske, med en
omtale af hans vikingetogter i Østersøområdet. Enkelte af de oplysninger,
der gives, synes at stå ene i overleveringen (Holmgård som Olafs vinter-
sæde, hærgningen i Kurland), andre er kendt fra skjalde som Ottarr
svarti („Hovedløsningen“) og Sighvatr I>6r3arson (Arvedigtet om Olaf
den Hellige), men med den straks følgende beretning om Olafs komme
til Danmark indtræder nært samhør med Adams tekst:
Adam af Bremen
Gesta Hammaburg., p. 112
Suein rex Danorum atque Nort-
mannorum ... classe magna trans-
fretavit in Angliam, ducens secum
filium (suum) (1) Chnud (2) et
Olaph, filium Cracaben, de quo su-
pra dictum est. Itaque multo tem-
pore multis preliis adversum Anglos
exactis Suein veteranum regem de-
pulit Edilredum et insulam tenuit in
sua ditione. Verum brevi tempore.
Nam tercio mense, postquam victo-
riam adeptus est, ibidem morte pre-
ventus occubuit.
Historia Norvegiæ
MHN, p. 120 f.
... at cum pervenisset ad Daniam,
rogatus a Sweinone Danorum (3) re-
ge transfretavit cum eo ad Angliam
comitante Canuto patrem ipsum, vi-
delicet Sweinonem (4) ; qui in cunc-
tis congressibus illius beatissimi ty-
ranni Olavi belligera astutia victo-
riam adepti sunt. Demum depulso
Adelredo totam insulam brevi tamen
tempore detinuit Sweino; nam post
tres menses ex hac luce subtrahitur
ipse.
1. suum mangler i B-red.
2. Navnet mangler i C-red., HN har da næppe benyttet en C-tekst.
3. HNs forfatter ønsker åbenbart ikke at benævne Sven som nordmændenes konge!
4. comitante . . . Sweinonem: den noget klodsede sætningsbygning forklares ved
Adams tilsvarende i B-red.: ducens secum filium Chnud; HNs videlicet Swei-
nonem er da en forklarende tilføjelse.
HN fortæller herefter, at Knud vendte hjem og blev taget til konge
af danskerne. Adam siger direkte kun, at Knud vendte hjem til fædre-
landet, men af det følgende synes at fremgå, at Adam har regnet med
Knuds overtagelse af kongemagten umiddelbart efter faderen.
Derpå skilles HNs og Adams beretninger. Den første fortsætter med
den norrøne overlevering om Olafs vikingetog (til Bretagne og Spanien),
mens Adam fortæller, hvorledes Olaf efter at være valgt til konge af
156