Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 219

Johannem episcopum
et Thangbrandum
presbyterum,
Sigwardum videlicet
episcopum, qui ad hoc
ipsum ordinatus fuerat,
ut gentibus prædicaret
verbum Dei, et nonnul-
los alios, quos habere
secum poterat,
Tkeobrandum presbyte-
rum Flandrensem, nec
non et alium Thermo-
nem, presbyterum etiam,
habuit et diaconos ali-
quos.
Sigurp byskop,
er til pess var vigpr
at bopa lypom gops nafn,
ok enn nekkvera lærjja
menn,
Pangbrand prest
ok Pormop
ok enn nekkver djokn.
quem ad Glaciales
misit prædicare; ha-
buit etiam alios piures
dei ministros, ...
Mens Th. herefter fortæller om Olafs kristning af Orknøerne, lader
såvel HN som Ågrip kongen sejle direkte til Norge. HN omtaler magt-
overtagelsen med knappe ord (p. x 15) : „Norwegenses vero inæstimabili
magni dei clementia ad fidem conversi Olavum sibi regem constituunt,
comitemque Haconem, cum inibi regnasset xxxiii annos, a regno expule-
runt,“ hvortil i Ågrip svarer (J., p. 22 ; D., sp. 37) : „ok tok par ly pr vip
tru, en Olafr vip riki.“ Overensstemmende med Th. lader Ågrip Olafs
kristningsværk begynde på øen Mostr, men medens selve magtovertagel-
sen hos Ågrip sker sammesteds, henlægges den hos Th. til Trondheim.
I de latinske krøniker følger herefter beretningen om Hakon jarls død,
mens Ågrip allerede har bragt den i det foregående. Denne forskel i dis-
positionen forklares dog let udfra den særlige tradition om jarlen, som
Ågrip-forfatteren var i besiddelse af.
Ved skildringen af Olafs kristningsværk, som nu følger i alle tre vær-
ker, står disse selvstændigt ved siden af hinanden. Ved opregningen af
de lande, som Olaf kristnede, er dog en vis overensstemmelse til stede
mellem Ågrip og HN. Ågrip anfører Norge, Island, Hj altland, Orkn-
øerne og Færøerne, HN Hjaltland, Orknøerne, Færøerne og Island.
Skildringen af begivenhederne omkring Olaf Tryggvasons fald i Ågrip
og HN er af stor betydning for forståelsen af slægtskabet mellem de to
værker. Som det ovenfor er søgt påvist (p. 151 ff.), er der grund til at
219